Ingeniører Uden Grænser leder efter frivillige mentorer til værksteder på en lille teknisk skole for unge med handicap i Sierra Leone!
Opportunity Training Centre (OTC) er en lille skole i Kenema by i Sierra Leone i Vestafrika. Skolen startede i 1994 for unge med fysiske handicap som følge af polio, men er med tiden begyndt at omfavne alle typer fysiske handicaps. Lever man med handicap i Sierra Leone, har man ekstremt trange kår og uddannelse er ikke noget der er selvfølgeligt. Derfor tager OTC de unge ind, lærer dem at læse og skrive, samt indskriver dem på ét af deres værksteder, så de unge kan lære en teknisk færdighed og skabe en fremtid for dem selv.
Deres værksteder består af: et skrædderi, et elektronikværksted, et metal- og smedjeværksted, en frisør- og skønhedssalon samt et helt nyt IT-værksted, der er ved at blive sat op.
Ingeniører Uden Grænser har samarbejdet med OTC de seneste år og i starten af 2020 søsatte vi et større kapacitetsopbygningsprojekt sammen med skolen. Projektet indeholder både tiltag for at styrke OTC som organisation, styrke skolen som fortalervirksomhed for rettigheder for mennesker der lever med handicap, samt styrke skolen og værkstederne. I den forbindelse søger projektgruppen nogle frivillige mentorer, der har lyst til at koble sig på ét af værkstederne og hjælpe dem med diverse problemer, styrke fagligheden og undervisningen, samt hjælpe med at ligge en plan for værkstedet, udarbejde læringsplaner og krav til eleverne. Det kan forventes, at man skal bruge omkring gennemsnitligt 10-15 timer om måneden på projektet, men som frivillig mentor kan du selv styre din planlægning. Det forventes ikke, at man deltager i projektets øvrige opgaver, så man kan se opgaven som en afgrænset opgave med meget selvstændighed – dog selvfølgelig med support fra den eksisterende projektgruppe.
Ved yderligere spørgsmål eller interesse bedes du henvende dig til Erland (esc@iug.dk) og Ida (imhj@iug.dk)
IUG har hjulpet over 50.000 mennesker i Sierra Leone med at få adgang til rent drikkevand.