Peter Lindhøj Tuxen er praktikant hos Ingeniører Uden Grænser. Han fortæller her om sine erfaringer med at udvikle en barriere, som skal bremse affaldsmængderne i lagunen Aberdeen Greek i Sierra Leones hovedstad, Freetown, før det flyder ud i Atlanterhavet.
I starten af februar blev jeg involveret i Ingeniører Uden Grænser (IUG), som praktikant på et affaldshåndteringsprojekt i Sierra Leone.
Problemet med Plastic i Sierra Leone er til at få øje på, da der produceres lige under 100.000 tons plastikaffald om året. Desværre er affaldshåntering en mangelvare, så her må naturen agere losseplads. Og så har vi slet ikke snakket om alt det andet affald.
Heldigvis har jeg nogle gode samarbejdspartnere hos Ocean Plastic Forum (OPF) samt et lille dedikeret team af engagerede ingeniører ved Dansk Ingeniør Service A/S (DIS). Både OPF og DIS er partnere i projektet og med til at finansiere en del af projektet.
Alle projekter i IUG-regi, har en styregruppe, som består af en projektleder og et antal frivillige ingeniører.
Da jeg blev involveret i projektet, var gruppen inspireret af Plastic Fischer’s (PF) arbejde med at lave en lignende barriere. Med udgangspunkt i dette design, begyndte jeg en spændende rejse ind i ingeniørkunstens kringlede univers.
Plastic Fischers Design
Det er umuligt at tage højde for alt, men jeg startede med at undersøge designet fra PF i dybden. Her fandt jeg 4 specifikke problemstillinger.
1) PF’s design er udelukkende til brug i ferskvand. Da der er saltvand blandet med ferskvand, også kaldet brakvand, i lagunen i Freetown vil et design, hvor der er åbne rør, ruste væk i løbet af kort tid. Vi har derfor måtte tilpasse designet.
2) Grunden til, at der er åbne rør i PF’s design er, at barrierens moduler er sat sammen af én lang stålwire i top og bund. Hvis denne wire knækker i en flod, kan man gå 100 m længere ned ad floden og hente modulerne igen. Hvis en sådan wire knækker i Lagunen, flyder modulerne direkte ud i Atlanterhavet.
3) Den tredje problemstilling, handler om selve konstruktionen. Det er en meget kompliceret konstruktion. Intet dårligt sagt om Sierra Leone, men det er ikke Tyskland, punktlighedens og præcisionens højborg. Derfor var jeg meget i tvivl om et sådant design ville kunne gennemføres i Sierra Leone.
4) Den sidste problemstilling handler om, at der er hul i barrieren mellem pontonerne. Dermed kan en del af den plastik vi gerne ville fange, komme igennem barrieren alligevel.
Det nye Design
“Simplicity is Key” er blevet mit motto, når jeg snakker med ingeniørerne hos DIS. Vi har prøvet af flere omgange at nå frem til et design som; (1 er så simpelt, at det ville kunne produceres med et minimum af værktøj og (2 ville kunne laves med et minimum af håndværksmæssig erfaring.
Gennembruddet kom en dag, hvor vi snakkede om materialevalg. PF havde brugt firkantrør. Kunne vi bruge runde rør? De skulle stadig svejses, så for kompliceret. Hvad så med vinkeljern? Det er stabilt nok, men skal det så stadig svejses sammen? I så fald ville det også være for kompliceret. Hvorfor bruger vi ikke bare fladjern? Og i stedet for at svejse, bruger vi bolte og møtrikker.
Konceptet måtte testes, så vi skyndte os ned til den nærmeste stålgrossist. For at holde rammen stabil, ville vi bruge volierenet. Den første prototype var født.
Udvikling af designet
Overraskende nok var rammen noget mere stabil end vi havde regnet med. Så vi havde nu fundet frem til designet af rammen.
Pontonerne ville vi sætte fast med patentbånd. Beregninger tydede på, at det faktisk kun var nødvendigt med 2 pontoner i stedet for PF’s 4, for at holde den flydende. De sidste 2 pontoner gav dog den fordel, at en plade kunne spændes fast og dermed ville løse den fjerde problematik, hullerne i barrieren.
Udfordringen blev herefter, hvordan vi skulle sætte barrierens moduler sammen. Der var flere potentielle løsninger i spil. De var dog alle for komplicerede og faldt dermed alle for mit oprindelige motto, ”Simplicity is Key”.
Gummi blev vores nye bedste ven. Gummi er fleksibelt og nemt at skære og bore i. For at forhindre at barrierens moduler skulle havne i Atlanterhavet, hvis gummibeslagene skulle gå i stykker, ville vi sætte en wire mellem hvert modul, for at sikre dem.
Fra proces til implementering
Min mor har altid sagt: ”Når de rigtige folk kommer til…”. Og denne artikel beskriver faktisk kun halvdelen af det arbejde, der er lavet. Den anden halvdel handler om at gøre Freetown opmærksom på, at vi kommer med en barriere.
Min intention er ikke at negligere den del af arbejdet. Jeg må blot erkende, at både OPF, samt sekretariatet i IUG, er hundrede fold mere kompetent til den opgave end jeg nogensinde bliver.
Resultatet af det arbejde OPF og IUG laver er noget mere uhåndgribeligt end det jeg laver. Men det er og bliver mindst lige så vigtigt. Det har været en øjenåbner for mig at se det arbejde der også foregår i en NGO.
Den næste store milepæl i dette projekt bliver at få de 3 moduler, som allerede er produceret, med til Freetown. Det store spørgsmål er, om barrieren overhovedet kan fange noget plastik?
Det vil jeg skrive om i næste del af denne artikelserie.
Peter Lindhøj Tuxen læser robotteknologi på Syddansk Universitet i Odense og er i praktik hos Ingeniører Uden Grænser i fire måneder.
Se mere om vores samarbejdet med DIS her.
i Kétao, Togo, er der ingen toiletter? Derfor arbejder IUG for at forbedre de sanitære forhold.
