Støt IUG
Kontakt Bliv medlem

3,9 mio til stort klima- og vandsektorprojekt i Sierra Leone

Civilsamfund i Udvikling (CISU) har valgt at tildele Ingeniører Uden Grænser den hidtil største bevilling på 3.890.982 kr. til at forbedre vandforholdene og til klimasikring i det sydlige Sierra Leone.

 

Indsatsen vil blive udført i samarbejde med de to lokale partnere SEND Sierra Leone og World Hope International Sierra Leone. Projektet er en del af IUGs mangeårige program på området og med afsæt i tidligere indsatser i Kenema-distriktet, som er et af de fattigste områder i Sierra Leone, vil aktiviteterne i denne fase styrke landsbyernes kapacitet til at modstå de årligt tilbagevendende og fremadskridende oversvømmelser, som følge af klimaforandringer. Blandt andet ved at klimasikre adgangen til vand i 50 landsbyer. 

 

Da vand, sundhed og levevilkår er tæt forbundet, vil IUG gennem en borgerdrevet tilgang styrke landsbyernes modstandsdygtighed over for klimaforandringerne med et særligt fokus på vandforsyning og sanitære forhold.

 

Ud over det specifikke fokus på klimaforandringer, vil dette initiativ også styrke en systematisk dataindsamling og monitorering af vandforsyningen, så myndighederne kan overvåge og dermed sikre, at service og reparationer fortages, når behovet opstår. Yderligere vil indsatsen styrke kompetencerne for de lokale håndværkere, som blandt andet installerer og vedligeholder vandpumper.

 

IUG's formand Bent Michael Nielsen siger om den nye bevilling fra CISU: 

 

”Jeg har gennem årene skrevet under på ikke så få kontrakter, men denne overgår dem alle. Tak til CISU for denne flotte donation. Det bliver på alle måder en meget spændende tid i de kommende år for IUG, at få lejlighed til at gennemføre de projekter, som denne donation lægger navn til.”

 

Programmet igangsættes i begyndelsen af 2022.

 

Vidste du at...

IUG har hjulpet over 50.000 mennesker i Sierra Leone med at få adgang til rent drikkevand.