Mens mange af os i sidste uge var samlet på Folkemødet, gik hverdagen videre i Ukraine. En hverdag, der desværre stadig betyder droneangreb, luftalarmer og timer i beskyttelsesrum – men også smil, håb og børn, der får lov til bare at være børn. Ingeniører Uden Grænser havde et lille hold på fire udsendt til Ukraine: maskinmestrene Julian og Preben, tolk og arkitekt Yaroslava samt vores kommunikationschef Jeppe. Turen bød på begge sider af den ukrainske virkelighed.
Holdet var afsted for at tilse lokale vandtårne og inspicere det færdige resultat af et års arbejde i en sommerlejr ved Sofiivka. Her har Ingeniører Uden Grænser nemlig været med til at etablere både rent drikkevand og solcelleanlæg til strømforsyning gennem det seneste år.
Turen havde dog også et tredje, meget længe ventet og festligt formål: at deltage i indvielsen af sommerlejren, som nu både har vand og el, når den tager imod sommerens mange hold af børn.
For det lille lokalsamfund er lejren langt mere end et sommerferietilbud. Den er et frirum for børn, der lever med krigens realiteter, og det har derfor været en høj prioritet at få strøm og vand til lejren.
“Det var fantastisk at se alle børnene starte en ny sæson, se hvor glade de var for at møde hinanden igen og få mulighed for at tilbringe noget af deres sommer i lejren,” fortæller Yaroslava, der selv er vokset op i Ukraine under mere fredelige vilkår. Det er tredje gang, hun besøger lejren med Ingeniører Uden Grænser.
De to udsendte maskinmestre Julian og Preben var også meget tilfredse med det nu afsluttede projekt i Sofiivka.
“Det hele kørte. Der var rent vand, vi fik vand fra hanerne, og det smagte dejligt. Det fungerede helt over forventning,” siger Julian.
Han oplevede også tydeligt, hvor stor betydning projektet har haft lokalt: “Vi kunne virkelig mærke, at de var taknemmelige for det arbejde, vi har lavet. Borgmesteren var virkelig glad for det, vi havde gjort for dem.”
Mens holdet var på besøg, var der 90 børn i sommerlejren. Planen er dog at udvide kapaciteten, så lejren fremover kan tage imod op til 150 børn ad gangen.
Preben hæfter sig også ved hvor vigtigt samarbejdet med de lokale fagfolk har været for at nå i mål: “Det er nogle dygtige lokale entreprenører. Rigtig fint håndværk. De havde fået tilpasset løsningerne, så de passede endnu bedre til deres behov. Meget professionelle.”
Men turen gav også et indblik i netop den hverdag, som børnene får en pause fra, når de er i lejren. Luftalarmen lød flere gange, og holdet måtte i beskyttelsesrum to gange på én dag. Heldigvis tog de oplevelsen med oprejst pande.
“Jeg synes ikke, det var noget, der påvirkede mig – ud over at det var irriterende, at jeg fik mindre søvn,” siger Julian. “Det var tydeligt at se, at lokalbefolkningen er vant til det. Anden gang vi var i bunker, var vi de eneste, der sad dernede. De lokale bliver selvfølgelig berørte, når man kan se dronerne, men luftalarmerne i sig selv reagerer de ikke så meget på længere.”
Noget af det, der har gjort stort indtryk på både Julian og Preben under deres missioner i Ukraine, er måden, man midt i en travl hverdag mindes krigens ofre.
“Klokken 9 hver morgen stopper alle med det, de er i gang med, og står helt stille i et minut. Derefter spiller man nationalsangen, og folk står med hånden på hjertet. Alt stopper, også trafikken. Det er her, man mindes de faldne,” fortæller Preben. “Og så fortsætter hverdagen bagefter. Det er noget, folk virkelig tager højtideligt.”
Julian havde undervejs flere lange samtaler med holdets chauffør gennem en oversætter. Det gav ham et stærkt indblik i de menneskelige konsekvenser af krigen.
“Jeg fik et meget stærkt indtryk af deres situation. Det er barske sager. Chaufføren havde været i hæren og var blevet udskrevet, fordi han var blevet skadet flere gange. Og vores lokale oversætter var kun 20 år gammel. Hvis det tordnede, fór hun sammen, fordi hun har oplevet så mange droner.”
Mødet med ukrainerne og de omstændigheder, de lever under, har gjort stort indtryk på både Julian og Preben. Både børnene, der i lejren får lov til at være børn for en stund, og de voksne, der fortsætter med at få hverdagen til at fungere midt i krigens alvor.
Alligevel er de ikke blevet skræmt af en tur med luftalarmer og bunkerbesøg.
“Jeg føler mig fuldstændig sikker, når vi er afsted” siger Julian.
“Jeg siger altid, at det er trafikken, der er det farligste, når vi er derovre,” tilføjer Preben. “Vejene er ikke i god stand.”
Begge understreger, at de hele vejen igennem har følt sig i trygge hænder. De havde løbende daglig kontakt med vores missionskoordinator Lasse, som fulgte situationen tæt.
“Han er på hele tiden. Han fortæller, når der kommer et varsel, og det er betryggende, at man altid kan skrive til Lasse og få svar med det samme,” fortæller Julian.
Hvis der bliver brug for dem igen, er de så klar til at tage afsted oven på denne tur? Svaret er klart fra begge. “Hvis der er behov for det, så er vi selvfølgelig klar til at tage afsted igen,” siger de samstemmende.
