Når man ser ud over den fyldte konferencesal hos IDA torsdag den 3. september 2026, hvor Ingeniører Uden Grænser fejrede sit 25-års jubilæum, kan det være svært at forestille sig, at organisationens første spadestik blev taget omkring et køkkenbord i en lille lejlighed i Hillerød for 25 år siden.
Men sådan begyndte det faktisk. En af de første, der sad med ved køkkenbordet, var Jan Creutzfeldt, som fik medlemsnummer 5. Han er netop gået på pension efter et langt arbejdsliv – og mange år med frivilligt engagement i IUG.
Som ung ingeniørstuderende var Jan allerede optaget af andre kulturer og af, hvordan man får ting til at ske.
“Jeg havde en ambition om at hjælpe andre mennesker med den teknik og viden, vi som ingeniører besidder,” fortæller Jan Creutzfeldt.
I dag er Ingeniører Uden Grænser en teknisk-humanitær hjælpeorganisation, og siden grundlæggelsen har organisationen gennemført projekter i mere end 30 lande.
Jan havde dengang en bekendt, der var medicinstuderende og aktiv i Læger Uden Grænser.
“Jeg tænkte: hvorfor har vi ikke noget lignende som ingeniører?” fortæller han.
Da han kort efter så en invitation til den stiftende generalforsamling, var beslutningen let:
“Nu er det der.”
Det første møde i Hillerød mindede i første omgang mere om en almindelig forening end om en international hjælpeorganisation. Der var en kasserer, en formand og en sekretær og naturligvis en snak om penge.
Men stemningen skiftede hurtigt, da Anthony Svane rejste sig og begyndte at tegne et ambitiøst organisationsdiagram på tavlen, mens Paul mindede om, at man også skulle tænke internationalt. På det tidspunkt var søsterorganisationer som Engineers Without Borders i blandt andet Canada, Storbritannien, USA og Tyskland også ved at opstå.
“Der var en stemning af eufori på de første møder – af, at vi havde startet noget stort,” husker Jan, selvom han nok var en anelse skeptisk.
“Vi er jo kun fire mennesker, og nu taler vi om internationale organisationer,” tænkte Jan.
Men det viste sig alligevel at de 5 mennesker var nok til at få en god start, for organisationen kom relativt hurtigt i gang.
Jan fik selv ansvaret for fundraising – en opgave, der i en helt ny og ukendt organisation var “på hovedet”, som han udtrykker det.
Uden dokumenterede resultater var det svært at gøre sig fortjent til støtte, og de første år handlede i høj grad om at »trække sig selv op ved håret«. De første tilskud lå i størrelsesordenen 20.000-30.000 kroner om året – nok til papir, en computer eller et lille kontor.
Også organisationens identitet var noget, de kæmpede med i de første år. I begyndelsen var fokus i høj grad på katastrofehjælp, hvilket krævede et beredskab, der kunne sende folk ud med meget kort varsel. Det kunne i sagens natur være svært at planlægge.
En af de mest markante oplevelser i de tidlige år var mødet med Ingeniørforeningen IDA. Samarbejdet fungerede ikke godt, og da Jan forsøgte at søge om økonomisk støtte, blev han afvist.
“Jeg gik også derhen med hatten i hånden og forsøgte at bede om penge, men jeg blev smidt ud med et brag. Og citatet – jeg kan ikke helt huske ordlyden – men det var noget i retning af ‘Det er bare en flok arbejdsløse ingeniører, der vil skaffe sig selv arbejde’,” fortæller Jan grinende.
Siden har historien heldigvis ændret sig.
I dag holder Ingeniører Uden Grænser til I IDAs hus, og samarbejdet er vokset sig stort. Ligesom jubilæumsfesten blev holdt I IDAs kongressal.
“Det glæder mig meget at se, hvor langt vi er kommet I vores samarbejde,” siger Jan.
Ifølge Jan var timingen en afgørende faktor for organisationens succes.
IDA havde i mange år uddelt midler til projekter med svingende succes, og først senere begyndte man for alvor at fokusere på lokale samarbejdspartnere og bæredygtighed. Det var en udvikling, der spillede IUG i hænderne.
Det gjorde det muligt for organisationen at bevæge sig væk fra det mest kaotiske katastrofearbejde og i stedet planlægge mere langsigtet.
“Hele organisationen voksede sammen med tiden,” siger han.
Selvom Jan selv beskriver sit bidrag som “meget lille” på grund af et travlt arbejdsliv ved siden af, er hans engagement fra de allerførste møder en vigtig del af IUG’s historie. Nu, hvor han er gået på pension, håber han på at finde mere tid til at engagere sig igen.
Ser man tilbage, er springet fra den lille flok i lejligheden i Hillerød til en interesseorganisation med 1.800 medlemmer bemærkelsesværdigt – men ikke overraskende for Jan:
“Havde jeg nogensinde forestillet mig, at vi kunne komme fra en lille klub til en stor NGO med 1.800 medlemmer? Ja, det havde jeg. For vi var visionære, og vores timing var god. Vi fulgte en presserende tid.”
Jan afslutter med en varm tak til alle, der har bidraget gennem årene, og et budskab til nutidens IUG:
“Jeg håber, og jeg ved, at I har hjulpet mange mennesker rundt om i verden. Og jeg tror også, at I har haft både faglige erfaringer hjemmefra og personlige oplevelser, som I vil huske resten af livet. Held og lykke med jeres 25 år.
