“DER SKAL HJÆLPES DER, HVOR DET GÆLDER”
For nogen kan det føles som en svær beslutning. At rejse fra et trygt lederjob hos Ramboll, for at hjælpe nødlidende civile i det krigsramte Ukraine.
For vores frivillige ingeniør Thomas Friis Jensen er det bare det indlysende rigtige valg:
“Det er så tæt på…der skal hjælpes der, hvor det gælder, og det giver mest mening.”
Til hverdag i det faste job er det blandt andet varmeforsyning og renoveringsprojekter som projektleder i Rambøll. Og 52-årige Thomas kan i allerhøjeste grad bruge de samme evner og erfaringer, når han rejser på arbejdsmissioner med os.
I Ukraine giver det hele bare endnu større mening, at arbejdet gør en vigtig forskel for folk, der lider under mere end tre år med daglige russiske angreb:
“Hvis man sidder og tænker på, om man kan gøre en forskel med den lille smule, man kan, så kan man være helt sikker på, at det kan man!” fastslår Thomas – der bare ønsker at komme afsted “næste gang, hurtigst muligt”.





