De seneste måneder har du måske set flere reportager, billeder og stærke fortællinger fra vores arbejde i Ukraine. Det er ikke tilfældigt – det er nemlig Jeppe, der har haft kameraet, pennen og mikrofonen med i felten. Nu er vi glade for, at han er kommet med ombord som en fast del af IUG-holdet, som ansat på vores sekretariat i København.
Med erfaring som udenrigskorrespondent og nyhedsvært bringer Jeppe ikke bare journalistisk skarphed – men også en stærk evne til at fortælle de historier, der binder teknik, mennesker og globalt samarbejde sammen.

Ovenfor ses den nye kommunikationschef (anden fra højre) på vej mod Ukraine med et hold frivillige ingeniører.
Om den nye rolle siger Jeppe:
” Efter en stribe intensive arbejdsmissioner i Ukraine i selskab med de sejeste ildsjæle, luftalarmer og en del liter borscht, kan jeg med hjerteblod skrive under på, at det er et stærkt meningsfyldt humanitært arbejde – i høj grad også for mig.”
Jeppe er netop hjemvendt fra den seneste mission i Ukraine, og når ikke at sidde længe ved sin nye skrivebordsplads, for på tirsdag vender han snuden mod Sierra Leone sammen med vores næste hold udsendte frivillige.
Vores Generalsekretær, Peter, fortæller med begejstring om den nye ansættelse:
” Jeg er glad for, nu at få Jeppe helt med ombord som en fast del af af vores team på kontoret i København – og ikke mindst med på vores humanitære arbejdsmissioner rundt om i verden. Vi glæder os, til at vise endnu mere af vores vigtige arbejde set gennem vores nye kommunikationschefs skarpe øje og pen.”
Vi er glade for at byde Jeppe velkommen, og glæder os til samarbejdet!




