Et doneret danskvandværk er ved at blive opført i Sierra Leones hovedstad Freetown. Morten Møller fra Grundfos er rejst til Sierra Leone for at assistere IUGs partner Water4Ever med opførelsen.
Vandet løber snart igennem det danske vandværk i Sierra Leone i Vestafrika. Tidligere forsynede vandværket borgerne fra Aagerup på Sjælland, men efter at være blevet sat ud af funktion blev det doneret af forsyningsselskabet Fors til Ingeniører Uden Grænser.
Vandværket er stadig fuldt funktionsdygtigt og har langt fra udtjent sin levetid. Derfor er IUG sammen Water4Ever nu i gang med genopførelsen i en forstad til Sierra Leones hovedstad Freetown.
Vandværket er blevet fragtet til Sierra Leone og inden længe vil det forsyne omkring 5000 indbyggere i bydelen Waterloo med rent drikkevand. Læs mere her
Dansk rådgivning på stedet
IUGs frivillige Morten Møller fra GRUNDFOS er i den forbindelse rejst til Sierra Leone for at assistere og undervise IUGs partner Water4Ever med at opføre det danske vandværk, som stadig fungerer helt efter hensigten.
Morten Møller, der yder support på stedet, er sammen med W4E i fuld gang med at installere pumpestyringen, der skal sørge for, at vandet kan komme ud af vandværket og forsyne de omkring indbyggere i området med rent drikkevand.
”Arbejdet et gået planmæssigt og der er mange hjælpende hænder til at løse udfordringerne i en fart,” fortæller Morten Møller og fortsætter: ”Der bliver nogle erfaringer, vi skal have indsamlet, når værket kører, så vi kan føde det ind i fremtidige projekter, med hensyn til dimensionering, komponentvalg, driftsmønster osv.”
Opførelsen af vandværket er blevet muligt med en flot donation fra Rambøll Fonden og med midler til træning og assistance til genopførelsen fra GLOBUS-puljen.