Vigtigt skridt på vejen mod rent vand i Sierra Leone
Vores frivillige Claus Slavensky, Jens Erik Treldal, Sebastian Preston-Jensen og Kristian Nissen er netop vendt hjem fra Sierra Leone, hvor de har arbejdet i den indledende fase af et nyt projekt med rehabilitering af vandtårne. På baggrund af deres hjembragte erfaringer og viden, vil projektets næste faser nu kunne fortsætte.
Noget af det første, man bemærker på et besøg i Sierra Leone, er den udbredte mangel på rent drikkevand. Vandtårne findes ganske vist centralt placeret i mange landsbyer, men de er ofte i dårlig stand eller fungerer ganske enkelt ikke. I stedet må de lokale gå til nabolandsbyer, vandhuller eller floder for at hente vand. Det er en fysisk krævende opgave, og når det endelig er hjembragt, venter den næste udfordring: vandet er ofte ikke rent og gør folk syge.
Derfor samarbejder IUG nu med Grundfos om at udvikle en lokalt forankret metode til fejlfinding, reparation og vedligeholdelse af vandtårne.






