Shukri H., Yaroslava Martyniuk og Tity Simbo Kamara kommer fra vidt forskellige lande — Kenya, Ukraine og Sierra Leone — men på tværs af grænser deler de den samme motivation: at skabe positiv forandring i deres lokalsamfund.
Hos Ingeniører Uden Grænser arbejder vi for en bedre fremtid for alle i de samfund, vi samarbejder med. Lige nu gør vi blandt andet en indsats for at styrke kvinder ved at genopbygge en STEM-skole for piger, støtte skolepigers menstruationssundhed og styrke lokalt kvindeligt iværksætteri.
I anledning af kvindernes internationale kampdag 8. marts sætter vi i denne uge fokus på nogle af de mange fantastiske kvinder, der er med til at skabe forandring gennem vores arbejde rundt om i verden. Følg med, når vi introducerer Shukri, Yaroslava og Tity og fortæller om det vigtige arbejde, de udfører.





