Nyheder

Barselsvikariat: Missionskoordinator

Hvem er vi?

Ingeniører Uden Grænser (IUG) søger en missionskoordinator i barselsvikariat til at drive og understøtte IUGs missioner, udsendelser og sikkerhedsarbejde.

Ingeniører Uden Grænser er en teknisk-humanitær organisation, hvor frivillige med tekniske og andre relevante kompetencer bidrager til bedre livsvilkår for udsatte mennesker gennem projekter og akutte humanitære indsatser. Sekretariatet arbejder tæt sammen med frivillige, partnere, virksomheder og myndigheder om at omsætte teknisk faglighed til konkret humanitær og udviklingsfaglig værdi.

Praktisk info

Periode: 1. august – 4. december 

Arbejdstid: 37 timer om ugen

Lokation: Kalvebod Brygge, København | Rejseaktivitet må forventes

Deadline: 1. juli. Vi holder løbende samtaler og ansætter når den rette profil er fundet.

Sådan søger du: Send ansøgning og CV til LRO@IUG.DK. Skriv “Barselsvikariat – Missionskoordinator” i emnefeltet.

Spørgsmål: Ved spørgsmål kontaktes nuværende missionskoordinator Lasse Oszadlik på tlf +45 71 79 82 25 / LRO@IUG.DK

Om stillingen

Som missionskoordinator i barselsvikariatet bliver din primære opgave at sikre stabil drift af IUGs missioner og udsendelser. Stillingen har et operationelt fokus: Du skal drive, planlægge, koordinere og følge op på missioner – ikke udvikle eller optimere IUGs missionssystemer.

Du får en central rolle i IUGs Duty of Care-arbejde over for frivillige og ansatte, der rejser og udsendes på vegne af organisationen. Det indebærer blandt andet missionsforberedelse, rejse- og sikkerhedsbriefs, risiko- og sårbarhedsvurderinger, situationsanalyser, rådgivning, hjemtagelse og støtte til både planlagte og akutte missioner.

Stillingen har et særligt fokus på sikkerhed i Ukraine. Du skal kunne udsendes med holdene, være på jorden sammen med dem, monitorere alarmer og anbefale relevante reaktioner. Du skal kunne foretage sikkerhedsfaglige vurderinger og træffe beslutninger på usikkert grundlag og med kort tid til rådighed.

Der kan forventes udsendelser til Afrika (herunder Ghana, Nigeria, Sierra Leone blandt andet).

Du bliver del af et lille, tæt sekretariat, hvor du arbejder sammen med kolleger med udviklingsfaglige, humanitære og organisatoriske ansvarsområder. Du kommer til at arbejde tæt med de internationale projektrådgivere, respons- og projektrådgiveren og generalsekretæren.

Stillingen støttes af en praktikant, som bl.a. understøtter pakning og forberedelse, analyser og praktisk forefaldende arbejde.

Stillingen er særlig relevant for dig, der vil udfordre din profil, lære nyt og få værdifuld erfaring fra den humanitære sektor – og fra en organisation, der arbejder i front med nye former for tæt humanitært samarbejde med industrien og myndigheder.


Periode og overdragelse

Barselsvikariatet løber fra 1. august til 4. december.

I august gennemføres en overdragelsesperiode med 2-3 planlagte handover-sessions med den afgående missionskoordinator.

Den første uge af december vil være afsat til overdragelse tilbage til den oprindelige missionskoordinator.


Dine opgaver

Du skal blandt andet:

Missioner og udsendelser

  • Drive og koordinere IUGs missioner, herunder forberedelse, planlægning, rådgivning, gennemførelse og hjemtagelse.
  • Sikre praktisk og administrativ missionslogistik, herunder koordinering af rejser, dokumenter, kontaktpunkter og procedurer.
  • Understøtte de internationale projektrådgivere med missionsforberedelse, planlægning, vejledning og sikkerhedsforanstaltninger for udsendelse af frivillige.
  • Understøtte og referere til respons- og projektrådgiveren i forbindelse med missionsforberedelse og eksekvering af akutte humanitære missioner.
  • Udsendes med hold til Ukraine og være til stede med holdene under missionerne.
  • Kunne deltage i udsendelser til Afrika, herunder Ghana, Nigeria og Sierra Leone blandt andre lande.


Sikkerhed og risikostyring

  • Understøtte og referere til generalsekretæren i forhold til sikkerhed og tryghed for frivillige på rejser og missioner.
  • Udarbejde og anvende risiko- og sårbarhedsvurderinger, situationsanalyser og relevante sikkerhedsvurderinger.
  • Følge sikkerhedssituationen i relevante missionsområder, særligt Ukraine.
  • Monitorere sikkerhedsalarmer og relevante informationskanaler under missioner.
  • Anvende lokale partnere og netværk som led i sikkerheds- og tryghedsarbejdet.
  • Anbefale sikkerhedsmæssige reaktioner og justeringer undervejs.
  • Tage beslutninger i sikkerhedsøjemed under tidspres og på et ufuldstændigt informationsgrundlag.
  • Gennemføre rejse- og sikkerhedsbriefs for frivillige og ansatte.


Uddannelse og kapacitetsopbygning

  • Levere IUGs standardoplæg og uddannelser, herunder informationsmøder, udsendelseskurser samt workshops og oplæg for virksomhedspartnere og øvrige samarbejdspartnere.


Samarbejde, læring og udvikling

  • Arbejde tæt sammen med sekretariatets udviklingsfaglige og humanitære fagprofiler.
  • Kunne tilpasse sikkerhedskrav og -procedurer til humanitære hensyn for at optimere opgaveløsningen.
  • Sikre løbende opfølgning, læring og dokumentation efter missioner.

 

Din profil

Vi forventer, at du har:

Erfaring og kvalifikationer

  • Har relevant erfaring med rejselogistik, sikkerhed og arbejde i usikre områder.
  • Har erfaring med sikkerhedsanalyser, risikovurderinger og sikkerhedsfaglige vurderinger.
  • Har erfaring med planlægning og gennemførelse af missioner, indsatser eller operationer.
  • Har erfaring med at arbejde med frivillige.
  • Har kendskab til førstehjælp.
  • Har kørekort B og er en erfaren bilist og tryg ved at køre under skiftende og krævende forhold.


Personlige kompetencer

  • Kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for egne opgaver med minimalt behov for daglig ledelse
  • Har god dømmekraft og kan træffe beslutninger, også når tiden er knap, og informationen er ufuldstændig.
  • Er handlekraftig og tager initiativ, når situationen kræver det.
  • Er åben for feedback og bruger den aktivt til at udvikle sin indsats.
  • Kan evaluere egen indsats og justere kursen, når det er nødvendigt.
  • Er komfortabel med at tage ansvar, når planer og forudsætninger ændrer sig undervejs.


Sprog

  • Dansk og engelsk på professionelt niveau, både mundtligt og skriftligt.


Det er en fordel, hvis du også har

  • Erfaring fra Ukraine eller andre konflikt- og risikoområder
  • Erfaring fra NGO, beredskab, forsvar, politi, international organisation eller humanitær sektor
  • Erfaring med undervisning, facilitering, workshops eller træning af frivillige og partnere
  • Forståelse for frivilligbaserede organisationer og deres særlige dynamikker
  • TCCC, TECC eller tilsvarende erfaring med traumeførstehjælp
  • Kendskab til andre sprog, herunder ukrainsk, fransk eller arabisk


Arbejdstid og arbejdsform

Stillingen er på 37 timer om ugen.

Der er høj fleksibilitet i stillingen, og der må forventes perioder med ujævn arbejdsbelastning. Under missioner, akutte hændelser og udsendelser kan der være behov for aften-, nat- og weekendarbejde. I stille perioder kan der afspadseres efter aftale.

Du forventes som udgangspunkt at være på kontoret tirsdag, onsdag og torsdag. Der kan være aftenarbejde på dage, hvor kontoret er åbent for frivillige, møder, informationsaktiviteter og forberedelse af udsendelser.


Vi tilbyder

  • en central operationel rolle i en teknisk-humanitær organisation
  • ansvar for missioner, sikkerhed og frivillige udsendelser i en organisation med høj grad af tillid
  • konkret erfaring fra humanitære missioner, sikkerhedsarbejde og frivilligledelse
  • tæt samarbejde med engagerede kolleger, frivillige, virksomheder, partnere og myndigheder
  • mulighed for at bringe sikkerheds-, logistik- og missionsfaglighed direkte i spil i humanitært og udviklingsfagligt arbejde
  • fleksible arbejdsforhold med mulighed for afspadsering i stille perioder


Praktisk information

Stillingen er et barselsvikariat fra 1. august til 4. december.

Arbejdsstedet er Ingeniører Uden Grænsers sekretariat på Kalvebod Brygge 31, 1560 København V.

Der må forventes rejseaktivitet, herunder udsendelser til Ukraine og Afrika.

Løn og ansættelsesvilkår aftales efter kvalifikationer og gældende rammer.


Ansøgning

Send ansøgning og CV til LRO@IUG.DK senest 1. juli 2026.
Send hellere ansøgning nu end senere. Vi holder løbende samtaler og ansætter når den rette profil er fundet.

Skriv “Barselsvikariat – Missionskoordinator” i emnefeltet.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte nuværende missionskoordinator Lasse Oszadlik på tlf +45 71 79 82 25 / LRO@IUG.DK