Støt IUG
Kontakt Bliv medlem
Vidste du at...

gennemsnitslevealderen er omkring 40 år i Sierra Leone hvilket er et af verdens korteste

Mit møde med Indien

Seneste nyt fra Børnelandsbyen i Malandighi

I slutningen af september måned tog to af IUG’s frivillige, Erik B. Steffensen og Martin Andersen til børnelandsbyen i Malandighi, Vestbengalen. Der skulle de besigtige en multifunktionsbygning (undervisnings, opholds- og sovesalsbygning) i det projekt, som IUG har været engagereret i siden 2012/13. Nedenfor kan du læse Martins umiddelbare oplevelser, og ikke mindst hans møde og samarbejde med og mellem to af projektets mest engagerede og dedikerede personer, leder af børnehjemsbyen, Sandip Chatterjee og IUG’s senior projektleder, Erik B. Steffensen.

På vej mod Malandighi

Fredag d. 26 september ankom vi til Delhi, hvor vi efterfølgende holdt møde med Shaukat fra EWB India. Her drøftede vi perspektiverne i, at IUG og EWB India eventuelt kunne indlede et samarbejde i forbindelse med nye projekter i Indien, og derved få gensidig gavn af hinanden.

Erik Baun Steffensen og Shaukat Ali Mirza

Inden turen havde Erik og jeg drøftet centrale aspekter af vores mission, herunder hvad formål var med turen, og hvad min rolle skulle være. Jeg skulle blandt andet bistå ham med diverse i forhold til kvalitetskontrol af bygning, økonomi og beregning af elforbrug for den nye bygning. Især sidstnævnte var relevant, da børnelandsbyen viser interesse for solcelleanlæg. Elpriserne i Vestbengalen er steget, så priserne i 2014 er mere end 3 gange så dyre som de var i 2004. Mine beregninger af elforbruget for den nye bygning skulle derfor bruges til at estimere størrelsen af et muligt solcelleanlæg.

Efter en blød start på turen, fløj vi videre til Kolkata om søndagen med kurs mod Malandighi den efterfølgende dag. Om mandag kl. 13 blev vi afhentet i Kolkata.

Denne taxatur vil jeg sent glemme. Vi har nok alle prøvet at være steder, hvor trafikken kører ’lidt frisk’, så jeg troede egentlig, at jeg var belavet på det værste. Jeg måtte dog snart sande, at det var en kraftig underdrivelse i dette tilfælde. Det var primært zigzag kørsel, mens hornets konstante tuden gjorde mig i tvivl om, om det havde sat sig. Det havde det nu ikke, og det er tilsyneladende sådan, at kørslen fungerer hernede. To gange var vi i situationer, hvor jeg følte, at vi var meget tæt på sammenstød, men bilen blev som et lyn manøvreret på rette kurs af en komplet upåvirket chauffør – en attitude, som også Erik udviste.

Modtagelsen i Børnelandsbyen

Knapt så upåvirket var jeg, da vi ankom til Malandighi, men det glemte jeg snart, for vi fik en modtagelse, der kun er en konge værdig. Selv om størstedelen af de 120 børnehjemsbørn var på familiebesøg grundet national højtid, var de tilbageværende børn og resten af børnehjemsbyen samlet, og de stod klar med roser, smil, og maling, så vi kunne få den traditionelle, indiske velkomst: En lille, rød plet i panden.

Efter en veloverstået modtagelse gennemgik vi samme aften hele bygningen med dem, der arbejder på hjemmet. Det var meget lærerigt for mig at opleve Erik som projektleder. Han var god til at spotte detaljer, og pointere, hvor der var ting, der skulle rettes op på eller udbedres. Bygningen er meget overvældende, og den fremstår meget massiv, men utrolig flot.

Den nybyggede multifunktionelle bygning

Den er utvivlsomt en af de bedste – hvis ikke den bedste – håndværksmæssig veludførte bygning i området. Jeg er også dybt imponeret over, hvad man kan få for blot 1,4 mio. kr. på den anden side af kloden. Blot, siger jeg, vel vidende, at pengene rækker endog meget langt her, hvor en håndværker typisk får mellem 18-20 kr. om dagen i det område, hvor bygningen er opført.

En af sovesalene i den nye multifunktionelle bygning, som vi skulle besigtige i børnelandsbyen.

Klimatilpasning i børnelandsbyen, Malandighi

I forbindelse med byggeriet af den nye multifunktionelle bygning, som både indeholder undervisningslokaler, opholds- og sovesale har IUG, Sandip Chatterjee og Avilash valgt at prioritere bæredygtighed og genanvendelsesmuligheder. Det har blandt andet betydet, at den nye bygning indeholder et ekstra ledningssystem. Det såkaldte ’gråt vand’, dvs. vand fra bruser og håndvaske, kan derfor føres separat således, at det kan genbruges til toiletskyld. Herved mindskes vandforbruget, og det reducerer samtidig omkostninger forbundet med grundvandspumpen. Dette skyldes, at mængden af vand som grundvandspumpen skal løfte fra en dybde af 170 feet under jorden kan reduceres. Herved burde energiforbruget til grundvandspumpen kunne reduceres med ca. 30 procent.

Vi talte også med Sandip om, hvordan de eventuelt kan medtænke et minimum af styring af overfladevand inde på området således, at det anretter mindst gene og skader. Området er meget fladt omkring den nye bygning, og ca. 75 % af den årlige nedbør falder over 4 måneder.

Et af delmålene for børnelandsbyen er at blive delvis selvforsynende. Derfor har børnelandsbyen blandt andet anlagt en sø, hvor der allerede er udsat fisk. Som det ses på billedet neden for, dyrkes også afgrøder inden for murerne, blandt andet kokos og mango.

I ugens løb gennemgik jeg selv samtlige rum og dele af bygningen, og fik skrevet det forventede elforbrug ned således, at der kan rekvireres tilbud på solcelleanlæg. Vi har en forestilling om, at det muligvis vil være en fordel for børnelandsbyen at få installeret solceller på det sydvendte tag. Tanken er at reducere driftsomkostningerne af bygningen, og samtidig gøre bygningen mere driftssikker – ikke mindst pga. de hyppige strømsvigt på det eksisterende forsyningsnet.

Landsbyen Malandighi

I ugens løb fik vi også lejlighed til at gå en tur i den landsby, hvor vi bor, hvilket var en lidt blandet oplevelse. Enten mødte vi folk, der var fulde af begejstring, smil og nysgerrighed. Andre gange var reaktionerne noget mere reserveret. I de sidste tilfælde var smil ikke altid gengæld, hvilket jeg lige skulle vende sig til. Det var dog enormt spændende for os at få mulighed for gå en tur i den lokale landsby. Vi blev ledsaget af en af medarbejderne fra børnehjemmet, og han kunne fortælle en masse om landsbyen og det lokale samfund. Jeg fik også lejlighed til at tage et billede af den lokale skolebygning, som godt kunne trænge til en omfattende renovering.

Det indvendige af en lokal skolebygning i selve landsbyen, Malandighi.

Billedet fra selve landsbyen her viser en noget uhensigtsmæssig sammenblanding af grundvand, spildevand og regnvand.

Et af de syn, der mødte os på vores tur rundt i landsbyen, var denne grundvandspumpe. Som det ses på billedet, ligger en spildevands- og regnvandskanal langs vejen lige op ad grundvandspumpen. Umiddelbart lod det ikke til, at det var hensigten, at det ”sorte” spildevand blev ført gennem denne kanal. Alligevel forekom det mig, at det tilsyneladende var lidt blandet afløbsvand. Ud fra mit skøn går grundvandspumpen kun ganske få antal meter ned i jorden. For mig at se, er der derfor stor risiko for, at vand fra kanalen siver ned og uforener grundvandet. Det er selvfølgelig farligt for både voksne og børn, men det har især konsekvenser for børnene i området. En høj børnedødelighed, blandt andet pga. diarré, er ikke ualmindeligt på disse kanter.

En kunstnerisk kuriositet på vores vandretur gennem landsbyen. Graffiti – manifestationer fra et af de hidtil største og ledende politiske partier i Indien, Det kommunistiske parti i Malandighi (Communist Party of India (Marxist), som i april måned benyttede graffiti til at samle støtte omkring en lokal kandidat.

Mit møde med Kolkata

Baseret på det korte ophold, som jeg havde i Kolkata, og de indtryk, som jeg fik under mine få ture rundt i Kolkatas gader, vil jeg hævde, at Indien er et af de mest behagelige steder i verden, som jeg til dato har bevæget mig rundt i. Når man f. eks. er på indkøb, er de handlende ikke ubehageligt anmassende. En sådan adfærd har jeg nemlig oplevet mange andre steder i verden, hvor jeg har rejst. Her oplever jeg, at de handlende er ærlige og reelle og oprigtig interesseret i en, selv om man ikke køber noget. I en guldsmedforretning, hvor jeg bare osede lidt, blev jeg dels godt oplyst om den indiske kultur og dels blev jeg guidet i, hvor jeg kunne købe indiske krydderier med hjem af en smilede og meget hjælpsom ejer – hvilken service!

I den røde cirkel ses en kvinde, der arbejder på stillads i Kolkata uden sikkerhedsline - et fænomen, der tilsyneladende er helt normalt i Indien. Et sådan syn ville ganske givet have fået enhver sikkerhedskoordinator til at råbe op på en dansk byggeplads, men man må nok erkende, at de sikkerhedsmæssige hensyn bestemt ikke er prioriteret højt på denne byggeplads, som jeg passerede på vej ned til det lokale marked i Kolkata.

Jeg synes, at det har været en meget spændende tur, og jeg er glad for at have haft mulighed for at opleve verden med IUG-briller. Turen har været meget lærerig for mig – både fagligt og menneskeligt. Jeg håber, at jeg vil få mulighed for at engagere mig yderligere i projektet, eventuelt deltage i indvielsen til december, men jeg håber også meget på at få foden indenfor i andre af IUG’s projekter. Det er en helt speciel og meget givende oplevelse at være udsendt af IUG.

Martin Jørgen Andersen, Civilingeniør, Ingeniører Uden Grænser (projekt 043)

Byggeri af børnehjem i Indien