Støt IUG
Kontakt Bliv medlem
Seniorvinderne (tv.), Generalsekretær i IUG Dorte Lindegaard Madsen, juniorvinderne (th.). Foto: Jakob Vind

Tillykke til vinderne af Engineering Challenge 2019!

IUG uddelte igen i år to priser til finalen i Unge Forskere, som er Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence.

Engineering Challenge-prisen er skabt i samarbejde med Engineering i Skolen, Villumfonden, A. P. Møller Fonden, Lundbeckfonden og Industriens Fond. Udfordringen sætter fokus på projekter, der understøtter FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling og fx arbejder med at løse udfordringer i nogle af verdens mest udsatte lande, som IUG også arbejder i.

De to priser gik begge til projekter, der bygger på princippet om hjælp til selvhjælp, er bæredygtige og som forsøger at løse reelle udfordringer.

Vinderne af IUG's Engineering Challenge ved Unge Forskere 2019. Foto: Jakob Vind

Mobiloplader konstrueret af et bilbatteri og solceller

Vinderen i kategorien Senior (ungdomsuddannelser) blev projektet ”RETA”, som Jimmie Frank Thestrup og Andreas Duerlund Rasmussen fra Odense Tekniske Gymnasium har lavet. Sammen har de udviklet en løsning til opladning af mobiltelefoner med brug af et bilbatteri og solceller, som begge er lokalt tilgængeligt i mange U-lande. Ideen imødekommer udfordringen om, at en stigende del af befolkningen i Afrika har adgang til mobiltelefoner, men ikke til pålidelig elektricitet. Samtidig er projektet støttet op af en business-model som skal sikre, at der løbende bliver skabt en indkomst frem for én donation.

De to vindere kan se frem til at komme med IUG på mission til Sierra Leone, hvor de kan få et større indblik i, hvordan teknisk viden kan bringes i spil i udviklingslande.

Innovativt gødningsanlæg

Vinderen i Junior (folkeskolen) blev projektet ”NH3 - Bushreaktor”, hvor Mona Jordan, Mikkel Persson og Frej Berri Lejre fra 10. klasse på Flakkebjerg Efterskole sætter fokus på problematikken om mangel på næring i jorden i mange udviklingslande, som medfører sult og underernæring. Med deres projekt har de lavet et innovativt gødningsanlæg i en mobil-container, som kan producere ammoniak til en hel landsby.

De tre vindere kan se frem til en klassetur til en science aktivitet og besøg i klassen af IUG, der fortæller om, hvordan vi bruger teknologi til at forbedre vilkårene i verdens fattigste lande.

Juryen, der har udvalgt og interviewet projekter, bestod af 5 medlemmer af IUG.

Juryen interviewer af Mona, Mikkel og Frej, der vandt juniorprisen

Følg IUG på

Følg IUG på

Vidste du at...

ved at være frivillig i IUG er du med til at arbejde for FNs verdensmål for bæredygtig udvikling, som skal give mennesker i udviklingslande et bedre liv