Ingeniører Uden Grænser har sammen med en række partnerorganisationer (se nedenfor) opnået projektstøtte af EU Aid Volunteers under Europa Kommissionen.
Det nye IUG projekt har som formål at opbygge interne rammer og værktøjer til at partnerorganisationerne i løbet af 2018/19 kan opnå certificering til at kunne udsende og modtage frivillige under EU's frivilligprogram. De fremtidige udsendelser kommer til at styrke IUGs kernefokus på videndeling og træning af teknisk kapacitet i vores partnerorganisationer i Syd – sammen kan vi således sikre uddannelse og øget teknisk viden til at yde humanitær teknisk bistand i korte og længerevarende projekter.
Om EU Aid Volunteers
Programmet EU Aid Volunteers er oprettet med formålet at flere frivillige skal inddrages til humanitært arbejde udenfor EU. Initiativet støtter organisationer i EU, der udsender frivillige til humanitære projekter i ikke-EU lande. Som en del af programmet indgår der obligatorisk træning for alle frivillige – både online og med fysisk tilstedeværelse. De arbejdsopgaver, man kan få som frivillig udsendt, afhænger af ens kompetencer, men kan fx være: organisationsudvikling, kapacitetsopbygning, projektledelse, katastrofe- og risikostyring, fødevarer og ernæring, vand og sanitet mm.
Organisationerne
IUG har hjulpet over 50.000 mennesker i Sierra Leone med at få adgang til rent drikkevand.