Støt IUG
Kontakt Bliv medlem

Faglig sparring skal styrke frivillige i Ingeniører Uden Grænser

 

Frivillige i Ingeniører Uden Grænser har nu fået muligheden for i endnu højere grad af blive klædt godt på, til at løse de ofte komplekse projekter vi udfører.

Rasmus Visby – fra konsulentfirmaet Visby.dk – er blevet virksomhedsmedlem og han donerer blandt andet sparring, proceshjælp og projektfaglig rådgivning til nogle af vores projektledere.

 

Frivillig løfter svære opgaver

De frivillige projektledere i Ingeniører Uden Grænser løfter en stor og ofte svær opgave.

- Frivilligt arbejde er mere end et job. Vi motiveres alle af både faglig anerkendelse, relationer og at kunne bidrage med unikt ansvar. Det frivillige arbejde handler også om alle disse elementer.” Forklarer Rasmus Visby.

Det stiller høje krav til de frivillige, der arbejder som projektledere. Projektlederrollen skal sikre fremdrift og retning i projektet. Det kræver lederskab, der samtidig får teamet til at fungere bedst sammen.

- Forskellige fagligheder og persontyper er både en styrke og en udfordring i teams. Her gælder det om at sikre et sprog og procesblik, der favner alle.” forklarer Rasmus Visby.

 

Tværfaglighed og kulturmøder

Det er en udfordring, der er yderst relevant i Ingeniører Uden Grænser, hvor mange projektgrupper er sammensat på tværs af faglighed og med både studerende og pensionister. Samtidig skal projektgrupperne forholde sig til kulturmødet med samarbejdspartnerne og projektets slutbrugere og blive enige med dem om løsninger, der kan forankres lokalt.

- Forankring og ejerskab er afgørende for at opnå effekt i projekter. Derfor er det nogle gange den næstbedste løsning, der er den bedste, hvis det er den, de lokale slutbrugere forstår og har lyst til at løbe på.” Og det kan være en udfordring for fagligt dygtige frivillige at gå på kompromis, men lokal forankring og bæredygtighed er afgørende for projekternes succes og levedygtighed.

Vi ser frem til, med hjælp fra Visby.dk, at kunne tilbyde nogle af vores frivillige projektledere kvalificeret faglig inspiration.

Rasmus Visby glæder sig også over samarbejdet, for som han forklarer:

- Det giver mig mulighed for at bruge min faglighed til gøre en forskel ude i verden for nogle af verdens fattigste. Det er samtidig en kæmpe fornøjelse at være tæt på IUG’s engagerede folk og spændende faglighed.”.

 

 

Vidste du at...

ved at være frivillig i IUG er du med til at arbejde for FNs verdensmål for bæredygtig udvikling, som skal forbedre mennesker liv i udviklingslande.