Støt IUG
Kontakt Bliv medlem
Underviserne på STEM-skolen har fået skåret deres navne ud med 3D-laserprinteren.

3D-teknologi på skoleskemaet på STEM-skole i Sierra Leone

IT-teknologi er meget begrænset i undervisningen i Sierra Leone. Derfor har IUG, sammen med den lokale partner, SEND-SL, fokus på at styrke undervisningen for unge piger på en nyopført STEM-skole. Målet er at give de unge færdigheder i at udvikle bæredygtige IT-løsninger.

 

IUGs praktikant David Bysted giver her et indblik i indsatsen med at forbedre de unge pigers fremtidsmuligheder gennem en styrket IT-undervisning, hvor både lærere og elever bliver inddraget:

Nyapui Senior Secondary School of Excellence, der ligger i Kenema-distriktet i den sydlige del af Sierra Leone, har en ambition om at stå stærkt indenfor STEM-undervisning, altså Science, Technology, Engineering and Mathematics, og handler i øjeblikket på dette med undervisning i matematik og de naturvidenskabelige fag som fysik, kemi, biologi og geografi. Min opgave er at introducere og understøtte udviklingen af ny undervisning indenfor teknologi- og ingeniørkundskab.

 

Dansk teknologi i undervisningen

Omdrejningspunktet i undervisningen er en række maskiner, materialer og teknologi, som er doneret af den danske virksomhed EDUARD.DK, der har stor erfaring med at udvikle og integrere nye teknologier i undervisningen på danske skoler. Blandt andet en laser-skærer, 3D-printer, en ScanNCut samt materialer til brug med disse maskiner.

Maskinerne er state-of-the-art og er sammenlignelige med, hvis ikke mere sofistikerede end, de maskiner jeg selv har brugt i min ingeniøruddannelse, hvor jeg brugte maskinerne til at træne 3D tegne-værktøjer og senere til produktion af prototyper til tværfaglige projekter; f.eks. robotter, skalerede modeller af konstruktioner og lignende. 

 

EDUARD.DK har desuden doneret et udviklingsboard med en masse spændende indbyggede features, såsom lys-sensorer, mikrofoner, knapper og højtalere, samt et udviklingsmiljø med et intuitivt blok-baseret kodesprog og pædagogiske vejledninger, som gør den exceptionel til at lære kodning som et redskab og arbejde med mikroprocessorer i tværfaglige sammenhænge.

 

Sammen med lærerne har vi for eksempel lavet øvelser, hvor vi kunne tænde og slukke for lys på baggrund af, om der er lyst eller mørkt udenfor og en hastighedsmåler til biler.

 

Rustes til teknologiske løsninger

Målet er på sigt, at pigerne får kompetencer indenfor disse teknologier, og at lærerne får indsigt i, hvordan de kan benytte teknologierne i deres undervisning. Det er enormt meningsfuldt, at pigerne bliver dygtiggjort i computerteknologier, da IT-evner og -kundskab er en gennemgående faktor i moderne ingeniørarbejde og teknologiundervisning, og er derfor et meget alsidigt værktøj.

 

I takt med, at Sierra Leone bliver mere udviklet, vil befolkningen formentlig også opleve en stigende digitalisering, og i givet fald vil der komme et stort behov for IT-kyndig arbejdskraft.

 

Ved at inkludere computerteknologi og tværfaglige projekter i undervisningen, bliver pigerne klædt godt på til at håndtere vigtige og forskelligartede udfordringer i deres fremtidige færden.

 

 

David Bysted har en bachelor i Engineering in Mechatronics fra Syddansk Universitet og er i praktik i Sierra Leone i tre måneder.

Vidste du at...

IUG har hjulpet over 50.000 mennesker i Sierra Leone med at få adgang til rent drikkevand.