Støt IUG
Kontakt Bliv medlem
Efter tyfonen lever mange i midlertidige hytter bygget med resterne af deres tidligere hjem.
Vidste du at...

kolera er skyld i mere end 100.000 dødsfald hvert år? - en sygdom som oftest er forårsaget af forurenet drikkevand

Rejsehilsen fra Filippinerne – Et liv efter overlevelse

Tine Hedevang Nielsen, medlem af IUG siden 2010


Opgave: 2 måneder som projektkoordinator for et genhusnings-/genopbygningsprojekt.
Katastrofe: Tyfonen Haiyan/Yolanda, november 2013.
Område: San Remigio, Cebu Island, Filippinerne.


Det startede med et shelterkursus...
Jeg er lige landet i Århus efter 2 måneders ophold på Filippinerne. Den 9. januar ankom jeg til Cebu Island, hvor jeg skulle arbejde på et genhusningsprojekt. Det var min første udsendelse til et katastrofeområde, og jeg var meget spændt på omfanget af katastrofen og mine konkrete arbejdsopgaver.


I 2012 tog jeg et kursus på Københavns Universitet om ”Shelters and Settlements in Disasters”. Kurset fik jeg delvist finansieret igennem IUG , og det gav mig efterfølgende mulighed for at være med til at arrangere og afholde et 2-dages shelterkursus i IUG regi.

Det har givet mig en indsigt i standarder inden for shelters og kriterier for udvælgelse af bidragsmodtagere og en forståelse for strukturen af det internationale humanitære nødhjælpsarbejde.

Kombineret med en baggrund som bygningskonstruktør, oplevede jeg det som et godt fundament for mine arbejdsopgaver på Filippinerne.

Og pludselig var jeg på Cebu Island, Filippinerne
Jeg var udsendt af Hoffungszeichen/Sign of Hope, som er en tysk organisation.

http://www.hoffnungszeichen.de/

Udsendelsen kom i stand gennem en tidligere medstuderende; og takket være en fleksibel chef kunne jeg få orlov fra mit arbejde i Danmark med kort varsel.
Jeg ankom 2 måneder efter tyfonen, på et tidspunkt hvor den generelle infrastruktur var tilbage og en form for hverdag indtruffet. Det til trods var og er der stadig meget arbejde at gøre. I den region, hvor jeg arbejdede, er ca. 12.000 familier berørt af tyfonen, og tilstedeværelsen af nødhjælpsorganisationer er minimal.


Projektet, som jeg arbejdede på, omfatter reparation af beskadigede huse og genopførsel af nye huse i et område, hvor folk primært lever af landbrug og fiskeri. På grund af ødelæggelserne har mange ingen indkomst. Afgrøder gik tabt, og der ikke er råd til at investere i nye. Fiskerbåde blev ødelagt, og uden den daglige tur på vandet er der ingen indkomst til fiskerfamilierne.


En katastrofe der resulterede i mange arbejdsopgaver
Ødelæggelserne spænder fra forfløjne tagplader til total kollaps af hjem. Nogle har mistet alt og må begynde helt forfra. Mange lever i små midlertidige hytter, flækket sammen af resterne fra deres tidligere hjem.

Regeringen har besluttet, at man ikke længere må bygge tættere på vandet end 40 meter. Det betyder, at mange er tvunget til at finde et nyt sted at bygge deres hjem. Uden ressourcer har mange dog svært ved at komme videre på egen hånd.


Som projektkoordinator var mine primære opgaver at styre økonomien, deltage i diverse møder arrangeret af den internationale nødhjælpsverden, assistere byggelederen, sørge for kontakten hjem til kontoret og dokumentere arbejdet. En stor del af arbejdet var også ”bare” at være til stede og skabe relationer til ansatte og modtagere af vores hjælp.


Vi arbejdede med ca. 25 håndværkere, primært skibsbyggere, og der var fuld fart på dem. I løbet af 3 dage havde de skelettet til et nyt hus oppe, og der var lagt tag på. Efterfølgende var det familiernes eget ansvar at sætte vægge op og lægge gulvet - materialerne hertil fik de udleveret.

Indtil videre har vi i Sign of Hope assisteret 200 familier. I det store billede lyder det ikke af meget, men for de få, vi har været i stand til at hjælpe, betyder det alverden. Projektets budget rækker til yderligere 80 – 100 huse. Det betyder, at projektet slutter om få måneder, såfremt det ikke lykkes mine kollegaer at sikre yderligere midler.

Der fulgte ingen fyrstelig løn med jobbet, der var ikke varmt vand i bruseren og der var ris til maden morgen, middag og aften; men var det hele værd. Jeg er fuld af taknemlighed til og beundring for de folk, jeg har mødt. Trods katastrofen var der en utrolig glæde og en vilje til at få det bedste ud af livet. Personligt og fagligt en lærerig tur, som jeg gerne gør igen, og som jeg håber flere her i IUG får lov at gøre mig efter.