Støt IUG
Kontakt Bliv medlem
IUG har været med til at forbedre Liberias infrastruktur, som efter 14 års borgerkrig er i meget dårlig stand.
Vidste du at...

i Kétao, Togo, er der ingen toiletter? Derfor arbejder IUG på at forbedre de sanitære forhold

Tilvejebringelse af bedre infrastruktur i Liberia

Mikkel Gade var udsendt til IUGs brorehabiliteringsprojekt i Nimba provinsen, Liberia, i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp. Mikkel var udsendt for to mdr.


Rejsebrev fra Saclepea, Liberia
I starten af juni blev jeg sendt til Liberia for at afløse ingeniør Niels Mølgaard, der indtil da arbejdede på et vejprojekt i nærheden af den lille by Saclepea i det nordlige Liberia. Med kufferten fuld af malariapiller og solcreme drog jeg på den lange rejse til det relativt ukendte afrikanske land.

Det var min første udsending med IUG, og det var noget af en omvæltning at komme derned fra Danmark. Jeg prøvede mentalt at forberede mig på, hvordan det ville være at bo så langt væk fra alting og under primitive forhold, men som i andre af livets henseender overgår virkeligheden fantasien. Fødevareudbuddet på det lokale marked var ikke stort, og der var flere timers kørsel til nærmeste større by, men som så meget andet lærer man at nøjes med det, man kan få. Huset, der dannede base for mig og projektlederen var nødtørftigt udstyret, der manglende stadig rindende vand, og strømmen kom fra en generator ude i haven.

Projektet gik ud på at genopbygge vejen fra grænsebyen Butuuo ved Elfenbenskysten til Bahn i Liberia, hvor flygtningelejren ligger. Det er en strækning på ca. 60 km igennem til tider meget uvejsomt terræn. Klimaet er varmt og fugtigt med masser af regn, og området frodigt med fed, rød jord og regnskov, så langt øjet rækker. Der skulle bygges omkring 36 culverter og 5 broer. Da projektet havde været i gang i omkring fire måneder, da jeg kom derned, var der allerede lavet en hel del, men jeg kunne godt se, at der stadig var brug for hjælp til det afsluttende arbejde.

I den periode jeg opholdt mig i Saclepea, var der ikke én dag, som var ens. Der var altid noget, som skulle ordnes nu og her, om det så var maskinernes evindelige nedbrud eller en lastbil, som var faldet ned i en af de detourrender, vi havde gravet. Der var kronisk mangel på alt materiale. Alt blev lavet med hånden. Vi havde, jeg ved ikke hvor mange mennesker i gang med at hakke store sten om til grus og folk til at skovle sand op fra de nærliggende floder. Vilkårene er bestemt langt fra den moderne byggeplads' ordnede forhold, sikkerhedsforanstaltninger og maskiner. Her spiller de naturlige ressourcer stadig en vigtig rolle; regnskoven leverede træ, og fra de nærliggende områder blev der hentet sand og sten.

Folkene i Liberia var utrolig rare at arbejde sammen med. De havde en enorm lyst og vilje til at arbejde under selv de mest hårde vilkår, samtidig havde de en god forståelse for, hvad projektet betød ikke kun for dem selv, men også for de tusinder af flygtninge, som de jo hjalp ved at bygge vejen. Derfor gjorde det heller ikke så meget, at ens arbejdsdage ofte blev noget længere, end de otte timer man typisk arbejder herhjemme.

Jeg fik en hel masse med fra mit ophold i Liberia. Både en masse faglig erfaring, men absolut også en masse gode venner og en hel del gode minder. Der var ikke meget tid til sightseeing, men det vil nu også være de mennesker, jeg mødte, der efterlader det største indtryk. Projektet var endnu ikke afsluttet, da jeg tog hjem, og regntiden nærmede sig, hvilket ville gøre arbejdsforholdene endnu mere slidsomme.