Støt IUG
Kontakt Bliv medlem
I de sidste to år har Rikke og IUG's projektgruppe arbejdet på at få sat et projekt i stand omkring en miljøhandlngsplan for Coroico.
Vidste du at...

på folkeskolen Marmo Primary School i Tanzania bruger børnene hver dag to timer på at hente vand? Derfor har IUG bygget et tank til opsamling af regnvand og er nu ved at koble skolen til den offentlige vandforsyning

Rejsebrev fra Coroico, Bolivia

Søndag, d. 10. maj, tog IUG projektleder, Rikke Oestergaard, afsted til Coroico i Bolivia, hvor hun i de næste to uger blandt andet skal træffe repræsentanter fra Caritas Coroico omkring vores fælles projekt, en miljøhandlingsplan for de to landområder Pacallo og Villa Nilo i Coroicos kommune.

Nedenfor kan du læse hendes rejsebreve, som vi får tilsendt løbende over de næste to uger.

Dag 1: Et værelse med udsigt (Mandag d. 11. maj 2015)
Dag 2: Planlægning, planlægning, planlægning (Tirsdag 12. maj 2015)
Dag 3: Renseservietter, maveonde og møder (Onsdag d. 13. maj 2015)
Dag 4: Introduktion af QGIS satellitkort (Torsdag d. 14. maj 2015)
Dag 5: At bringe landsbyer sammen om et fælles projekt (Fredag d. 15. maj 2015)
Dag 6: Fundación Jubileo – besøg fra La Paz (Lørdag d. 16.5.2015)
Dag 7: En fridag i solskinsvejr (Søndag d. 17. maj 2015)
Dag 8: Tid til en god bog (Mandag d. 18. maj)
Dag 9: Når dyr sætter verden i perspektiv (Tirsdag d. 19. maj)
Dag 10: Forberedelser før de sidste møder (Onsdag d. 20. maj)
Dag 11: Afskedsfrokost og pudsige historier (Torsdag d. 21. maj 2015)
Dag 12: Vores møde med den nye borgmester (Fredag d. 22. maj 2015)
Dag 13: Evaluering og på vej mod Danmark (Lørdag d. 23. maj 2015)

Et værelse med udsigt

Mandag d. 11. maj 2015

 

Søndag morgen tog jeg hjemmefra med kurs mod Bolivia, hvor jeg skal deltage i opstarten af vores pilotprojekt, som handler om miljøhandlingsplaner for to landområdet i Coroico kommune. Pilotprojektet sker i samarbejde med Caritas Coroico og lokalbefolkningen i området.

Det er tredje gang, at jeg besøger Coroico, men de to sidste gange jeg har været afsted har det mest handlet om at få formuleret og konkretiseret den indsats, som IUG skal yde for at kunne støtte op om projektet i Coroico.

Det bliver rigtig spændende at komme i gang med arbejdet, der skal støtte udviklingen af en miljøhandlingsplan. Planen skal fastsætte miljøindsatsen i områderne i Coroico - en udvikling, som vil få stor betydning for såvel den mindste som den største landsby i landområdet.

Rejsen fra Danmark var godt planlagt, så selvom jeg kun have en time at løbe på i Amsterdams lufthavn, var min kuffert allerede klar i La Paz, da jeg kom ud af tolden. Jeg har sjældent oplevet en mere venlig tolder end den unge fyr, som lukkede mig ind i Bolivia i går. Tolderne plejer normalt at være sure og meget bevidste om deres magt bag deres skriveborde, men ikke denne gang. Tolderen viste ægte interesse for mit ærinde i Bolivia og var ikke blot en ren papirnusser. Flere af dem, tak!

La Paz lufthavn ligger i 4000 meters højde, og jeg havde derfor taget en pille i flyet for at undgå den værste højdesyge, og pillen havde faktisk god effekt. Det var først ud på morgenen, at jeg blev ramt af ufattelig træthed og svimmelhed. Kuren mod det var et stort knus coca-te til morgenmaden, som så hjalp mig godt på vej. I Bolivia laver de te ud af tørrede coca-blade for at kontrollere højdesyge. Teen smager, som hvis jeg havde lavet te af hø, men det virker.

Om formiddagen holdt jeg møde med Willy (Caritas kasserer) og Dolly (direktøren for Caritas i Coroico) omkring økonomien og andre aftaler i projektet. Freddy, som er blevet ansat til at koordinere indsatsen i pilotprojektet, deltog også i mødet.

Efter en mindre frokost var det så tid til at køre til Coroico, og det var en speciel oplevelse, da departementet har igangsat flere vejarbejder. De har blandt andet lukket adgangen til Coroico på et mindre stykke af landvejen. For at komme til Coroico skal man derfor køre ad en ensporet vej omkring to-tre km. De regner med, at denne omkørsel kommer til at vare de næste to år. Langt om længe ankom vi til Coroico, hvor jeg så fandt ud af, at den afgående kommunalbestyrelse har startet et projekt med at grave næste alle gaderne op i Coroico by. Det gør det derfor endnu mere besværligt at komme omkring i gaderne, som i forvejen er fyldt med småbusser, store lastbiler, almindelige biler, gående og hunde i alle afskygninger. Vi må håbe, at der kommer et godt resultat ud af det arbejde.

Efter adskillige trafikale omveje ankom jeg endelig til mit hotel, hvor jeg har boet de gange, jeg er besøgt Coroico. Denne gang har jeg dog fået fornøjelsen af et af værelserne med ”udsigt”. Det nåede jeg dog ikke at nyde på min første dag i Coroico, da jeg faldt omkuld af træthed umiddelbart efter min ankomst til hotellet.

 

Planlægning, planlægning, planlægning

 

Tirsdag 12. maj 2015

Tirsdag morgen startede med tung tåge i Coroico, så jeg var glad for, at jeg havde været så forudseende at medbringe en god, varm trøje. Bolivia er i øjeblikket i slutningen af regntiden, hvilket betyder, at det ikke er så varmt i Coroico som sidste gang, jeg besøgte byen.

Samme morgen var en lille miljøgruppe fra Caritas ankommet fra La Paz, og vi startede derfor dagen med at spise morgenmad sammen i Caritas’ lokaler.

Som noget af det første gennemgik vi planerne for mit besøg. Vi vil gerne gennemføre nogle aktiviteter, men det kræver god koordinering, da vi gerne vil have, at den nye borgmesteren og andre nøglepersoner kan deltage. De andre aktiviteter, som kun kræver Caritas’ personales deltagelse, forsøgte vi så at lægge rundt om førnævnte aktiviteter for at udnytte tiden mest effektiv.

Resten af formiddagen brugte vi på at gennemgå diverse formål og aktiviteter i pilotprojektet. Det blev en formiddag med mange overvejelser, som blandt andet havde fokus på inddragelse og aktiv deltagelse af repræsentanter fra landsbyerne, på valg af landområder for projektet samt hvilke emner der skal analyses lokalt, og ikke mindst hvordan det lokale miljønetværk fungerer.

Eftermiddagen brugte vi på at planlægge mødet med den nye borgmester og repræsentanter fra det nuværende byråd og rådhus. Vi vil gerne være så velforberedte som muligt, da hans tid er knap.

Det blev igen til mange spændende diskussioner om metodevalg omkring de lokale miljøhandlingsplaner og om hvordan vi kan præsentere vores planer på den bedst mulige måde for det nye byråd og den kommunale administration. Det er helt klart i alles interesse, at disse parter deltager og tager ansvar for at implementere miljøhandlingsplanen, når den er udarbejdet.

Vi talte desuden om alle de forskellige udviklingsplaner og kommuneplaner, som er blevet og bliver udarbejdet af forskellige konsulenter, og vi talte om vigtigheden af at inddrage lokalbefolkningen i udarbejdelsen af miljøhandlingsplanen.

Øverst fra venstre: Gabriel Paco, Johnny Zapana og Rocio Rivera. Nederst fra venstre: Freddy Quisepe, Marcelo Coritzau, Dolly Aliaga

 

Renseservietter, maveonde og møder

Onsdag d. 13. maj 2015

Onsdag formiddag mødtes vi igen i Caritas’ kontorer for at tale om metode og samtalen faldt også på, hvordan vi får de forskellige repræsentanter fra landsbyerne til at deltage. Det blev derfor besluttet, at vi vil afholde et ekstra møde med ledere fra landområdernes forskellige organisationer samt landområdernes generalsekretærer.

Det er altafgørende, at de synes godt om projektet, og at de kan motivere deres folk til at deltage. Vi diskuterede Caritas’ teknikker en hel del. De fortalte om deres tidligere erfaringer med at få folk til at deltage. Men i forhold til pilotprojektet vil deres egenproduktion givetvis blive påvirket negativt – i al fald i første omgang. Derfor er vi spændte på at se, om de kan se de positive perspektiver på længere sigt, og vi håber derfor meget på, at de vil tilslutte sig vores projekt.

Det er af afgørende betydning, at Caritas har ansat en lokal teknikker, som har gode kontakter til de forskellige landsbyer og den nye kommunalbestyrelse. Det bliver spændende at følge udviklingen den næste måneds tid, og det bliver især spændende at se i hvilket omfang det organisatoriske arbejde vil være i stand til at bære frugt.

Eftermiddagen brugte jeg sammen med en mindre gruppe, hvor vi så på de forskellige aktiviteter, som vi har planlagt at udføre sammen med befolkningen i landområderne. Resultatet af dette blev en revideret tidsplan. En tidsplan, hvor vi skal nå mange ting på et år. Det bliver noget af en udfordring at få koordineret de 48 forskellige møder med forskellige repræsentanter fra landområderne, da de alle sammen gerne skal ligge om aftenen eller på en fredag eller lørdag.

Belært af tidligere erfaringer har jeg denne gang taget renseservietter med, som jeg bruger før hvert måltid. Jeg er meget påpasselig med, hvad jeg spiser, men onsdag ramte et maveonde mig alligevel. Nu ved jeg, at jeg er tilbage i Bolivia, så jeg er meget glad for, at jeg var så forudseende at tage mavepinepiller med hjemmefra.

Introduktion af QGIS satellitkort

Torsdag d. 14. maj 2015

Torsdag morgen samlede vi en større gruppe fra Caritas for at vise dem QGIS og den eksisterende information på kortet. Først startede QGIS med at drille mig, da jeg dagen forinden havde accepteret en opdatering af et plugin, som åbenbart ikke var downloadet helt. Jeg fik fjernet det pågældende plugin, og vi kunne så starte lidt forsinket.

Jeg viste dem de forskellige kort og de var temmelig imponeret over, hvad man kunne se på satellitkortene og ikke mindst de muligheder som de vil have, når de selv skal til at tegne kort over forskellige emner.

Et meget følsom emne i Bolivia er antallet af coca-marker, og de kunne nu se, at man kunne se dem alle sammen fra luften. Det blev til en lille snak om, hvordan mængden af coca kontrolleres eller ikke i Bolivia. Desuden var de næsten på vej ud af døren for at opmåle de kaffeplantager, som de har med deres projekter, for at kunne vise folk, som køber kaffen, hvor den kommer fra. Der var stor enighed om, at QGIS ville kunne være til stor hjælpe for udviklingen af kommunen, og de vil kunne vise landsområderne, hvor der er problemer og potentialer på flere forskellige områder. De håber meget på, at IUG kan finde en donor, som vil kunne finansiere undervisningen af personale fra kommunen, Caritas og universitet samt en person til at realisere kortet og producere nye.

Til frokost blev jeg taget med på en vegetarisk restaurant lidt ude for byen, og det var utroligt hyggeligt sted, hvor vi sad udenfor og nød udsigten. Vi prøvede alle lidt forskelligt, og sluttede af med at spise hjemmelavet is. Det er et meget anbefalelsesværdigt sted at besøge, hvis I kommer til Coroico og har brug for lidt andet at spise. Man fortsætter blot et par kilometer fra Hotel Bella Vista, hvor jeg bor, mens jeg er her.

Eftermiddagen blev brugt sammen med Freddy, hvor vi arbejdede på at få oprettet Skype og google drev-kontor samt at overføre de vigtige dokumenter til hans computer. Desuden forsøgte vi at få genoprettet Dollys Skype-konto, men det var ingen let sag, for det virker som om, at hun er blacklistet. Vi måtte udskyde vores yderligere forsøg til en anden dag, da hun var nødt til at tage på hospitalet midt i det hele. En dame var faldet, og havde slået sig, og da er Dolly, som direktør for Caritas, er en vigtig person i byen, måtte hun straks tage afsted til hospitalet.

Midt på eftermiddagen kom Fader Emilio, direktøren fra Universitet, for at låne nogle redskaber, da Fader Freddy havde opdaget, at den nuværende borgmester ikke ville færdiggøre det vejarbejde, de havde påbegyndt. Så han havde så hidkaldt alle de studerende til Coroico for at hjælpe med til at fjerne flisesten på den sidste del af vejen, så der igen bliver to spor ind i byen – denne sidste del dog som grusvej, men det er bedre end ingen vejbane.

Jeg sidder nu i tusmørke og skriver dette rejsebrev til jer og ser frem til endnu en dag sammen med nogle dejlige mennesker.

At bringe landsbyer sammen om et fælles projekt

Fredag d. 15. maj 2015

Fredag formiddag arbejdede jeg sammen med Freddy omkring planlægning af de forskellige workshops, som skal afvikles i forbindelse med projektet. Vi talte en del om, hvordan vi kan motivere deltagerne og hvor vigtigt det er, at de føler, at det er deres miljøhandlingsplan. De skal ikke have oplevelsen af, at vi blot er endnu en organisation, som kommer og udspørger dem om deres liv uden et konstruktivt formål og resultat.

Den forgående aften havde Freddy været til møde med forskellige repræsentanter fra landområderne og det viste sig, at der er mange uenigheder mellem de forskellige landsbyer. Det er ikke altid helt nemt at løse. Der kan f. eks. være uoverensstemmelser omkring adgang til vand eller jord. Caritas har derfor udvalgt to sub-centraler for pilotprojektet, hvor der ikke skulle være aktuelle konflikter mellem de forskellige landsbyer.

Vejret i Coroico er normalt lunt, men denne dag var overskyet og kold. Jeg havde en begyndende forkølelse på vej, så derfor blev min eftermiddagen uden det helt store program.

Fundación Jubileo – besøg fra La Paz

Lørdag d. 16.5.2015

Lørdagen begyndte med regn og tåge. Det blev en af meget få dage i løbet af året, hvor solen ikke kikkede frem i Coroico. Byen var fra morgenstunden fyldt med mennesker, som skulle foretage deres ugentlige indkøb. Den indre bydel var fyldt med små boder og markedet summede af aktivitet. Jeg gik dog den sædvanlige tur til Caritas for at spise morgenmad med Dolly, Freddy og et par af de andre fra Caritas.

I dag fik vi besøg fra La Paz af repræsentanter fra Fundación Jubileo. Organisationen skal hjælpe Caritas med at implementere den metode, som skal bruges i de forskellige workshops. Vi mødtes derfor med dem for at tale om henholdsvis Caritas’ og vores egne forventninger til pilotprojektet. Ved samme lejlighed fortalte Fundación Jubileo os om deres erfaringer med at lave miljøhandlingsplaner i andre kommuner i Bolivia og ikke mindst om deres arbejde med demokratisering og åbenhed af offentlige budgetter i Bolivia.

De talte os også om den nye lovgivning omkring moder jord. Bolivia har som et af de eneste lande i verden vedtaget en lov, som skal beskytte moder jord. Den er baseret på den kulturelle opfattelse, som indianerne i Bolivia har. Coroicos miljøhandlingsplan skal derfor udarbejdes ud fra en opfattelse af jorden og mennesker som et system, som har indflydelse på hinanden, og ikke som tidligere, hvor man kun så på de forskellige temaer separat.

Formiddagen endte med, at vi fik aftalt datoer for, hvornår de skulle komme og undervise Caritas i disse emner. Det bliver spændende følge med i, hvordan man på samme tid fastsætter de forskellige tematiske miljøproblemer og ser på sammenhængen med livet som sådan.

Vi sluttede dagen af med en frokost, hvor vi udvekslede erfaringer fra andre steder i Bolivia. Under frokosten gik lyset. Det sker tit i Coroico, at lyset går. Det plejer dog at komme tilbage i løbet at et par timer, men denne gang blev det næste et døgn uden strøm.

Efter frokosten skulle de fleste til La Paz, hvor deres familier bor. Det er meget normalt, at man arbejder forskellige steder i Bolivia, og kun ses med sin familie om søndagen for igen om mandagen at tage tilbage til sit arbejdssted.

En fridag i solskinsvejr

Søndag d. 17. maj 2015

Søndag tog jeg mig en fridag og til al held viste vejret sig igen fra sin bedste side med solskin. Jeg vågnede meget tidligt, da jeg var gået tidligt i seng, pga. manglende lys i går. Jeg startede dagen med at gå en lille tur i Coroico og endte med at spise morgenmad med udsigt til alle bjergtoppene rundt om kommunen. Jeg fik mig nogle æg med stærkt tomatsovs og majspandekager. Det var rart at få noget andet en ristet brød med syntetisk marmelade, som man tilsyneladende ofte spiser om morgenen i Coroico.

Rundt om i byen var der stadig en del folk fra landområderne og der var gang i markedet, hvor der blev solgt billige ure, madvarer og landbrugskemikalier i en stor pærevælling. Kvinder med traditionelle kjoler, landmænd og andre med smart phones møder man på markedet.

Derefter gik jeg en tur rundt om den centrale plads i Coroico, hvor der var en klovn, som lavede ballondyr til børnene, mænd og kvinder mødes for at tale sammen og så de sædvanlige turister, som kommer til Coroico. Folk myldrede til kirken for at høre messen kl. 10.

Jeg gik derefter tilbage til hotellet for at skrive lidt til jer. I morgen mandag er det fridag i Coroico, fordi de holder weekend søndag og mandag. Lørdag er arbejdsdag og en vigtig dag for møde med bønderne, som kommer ind fra landområderne for at købe den ugentlige forsyning til deres familier.

Tid til en god bog

Mandag d. 18. maj

Mandag var igen fridag. Coroico by var næsten tømt for mennesker efter et par dage med køb og salg af forskellige produkter. Desuden var alle teknikkerne hjemme hos deres familier i La Paz og andre steder. Jeg brugte dagen på at starte min rapport til IUG’s projektstyregruppe, som skulle omhandle mit besøg i Coroico. Ellers brugte jeg tiden til at slappe af med en god bog.

Når dyr sætter verden i perspektiv

Tirsdag d. 19. maj

Tirsdag morgen startede vi igen med morgenmad i Caritas’ kontorer, og vi fik os en lang snak om Bolivias lov nr. 300, som giver rettigheder til moder jord. Hvad betyder det for vores projekt, at moder jord har rettigheder? Hvad betyder det i virkeligheden for dagligdagen hos en landfamilie i Coroico? Vi ved allerede nu, at det er vigtig ikke at så, når det er nymåne, og at man skal høste, når det er fuldmåne. Sådanne forhold skal vi være meget opmærksomme på i vores måde at stille de spørgsmål, som omhandler vores indsamling af miljøinformation. Vi talte desuden om de lokale fødevarer, som man tidligere producerede i Coroico, men som man nu i overvejende grad er afhængige af at få fra andre dele af Bolivia og verden.

I lørdags havde Raul fra Fundación Jubileo lavet en øvelse, som gik ud på at vise nogle af de dyr, som lever i Afrika, f. eks. en elefant, en løve, en giraf, m. v. Øvelsen gik så ud på, at de skulle sige, hvad dyrene hedder. Sidst i øvelsen viste han så tre dyr, som lever i Coroico, og ingen kunne navnene på dem. Det blev der grint meget af, men på samme tid kunne de også godt se vigtigheden af at lære noget mere om deres egne fauna. Den øvelse førte videre, og gav anledning til en samtale om det, de kalder ”plager”, bl.a. fugle og insekter, som spiser deres afgrøder. Det viser sig, at disse ”plager” er opstået, da deres naturlige fjender enten er blevet slået ihjel eller er uddøet i området.

Hvis vi ikke havde haft andet at lave, kunne vi have forsat i flere timer med dette emne – det var utroligt interessant og noget af en øjenåbner for os alle.

Freddy og jeg kastede os over de rapportformater, som jeg har haft med fra vores projektgruppe. Vi tilføjede en kolonne med de aktiviteter, som Caritas har planlagt for næste måned, som vi ikke havde fået med fra Danmark. Eftermiddagen skulle vi have brugt til at tal om metode med nogle af de andre teknikker, men de kom ikke så hurtigt til Coroico, som planlagt, da de havde opgaver i La Paz. Derfor brugte vi eftermiddagen på at få installeret Google drev på Freddys computer, da det er noget lettere at få synkroniseret. Det tog dog i ”krig” at få downloadet alle dokumenter, men nu har de adgang til dem direkte på computeren, selvom de ikke er på internet.

Forberedelser før de sidste møder

Onsdag d. 20. maj

I dag var dagen, hvor vi havde aftalt møde med den nye borgmester om eftermiddagen. Vi havde derfor talt en del om, hvad vi gerne ville tale med ham om. Vi mødte op fra morgenstunden af, men vi fik så den besked, at han desværre var forhindret, og at han ikke kunne deltage. Det betød, at vi måtte i gang med at reorganisere og lægge nye planer for et muligt mød med borgmesteren. Han ville kunne fredag kl 9, forlød det. Desværre havde jeg aftalt er møde med det lokale universitet (UAC) og det møde måtte så flyttes. Det betyder, at mødet med UAC ikke bliver med projektgruppens kontaktperson Marcelina, som kun er i Coroico fredag omkring kl 11. Jeg vil dog mødes i morgen med UACs ledelse for at gennemgå den nye uddannelsesplan. Vi vil også drøfte andre spørgsmål fra Emilie og gruppen, som skal besøge universitet i slutningen af juni for at træne dem i at udføre vandanalyser af drikkevand.

Efter denne lille afvigelse tog vi en snak omkring hvilken metode, vi skal benytte til at udarbejde miljøhandlingsplanerne, herunder informationsindsamling, problemanalyse samt en strategisk analyse af de forskellige temaer, som skal indgå i en miljøhandlingsplanerne. Caritas vil i løbet af de næste måneder modtage træning fra Fundación Jubileo i metoder og værktøjer, som også har været brugt i andre kommuner i Bolivia.

IUG har et lille program, hvor de udsender praktikanter i 3 måneder til vores projekter. Caritas og jeg har i dag drøftet, hvad en eventuel praktikant vil kunne hjælpe dem med. En af de ting, som der helt sikkert vil være behov for assistance til er behandling og bearbejdelse af den information, som vil blive indhentet i de forskellige workshops i landsbyerne i forbindelse med udarbejdelsen af miljøhandlingsplanerne. Vi har nu sendt en lille ”jobbeskrivelse” til IUG i Danmark, og de glæder sig meget til at finde ud af, hvem der kommer til Coroico og samarbejder med dem.

Om eftermiddagen gennemgik vi vores projekt omkring GIS for at se, om der skulle ændres eller tilføjes noget. De ville meget gerne have en træningsrunde med lederen af de forskellige sub-centraler i kommunen, da man i Bolivia ikke er vant til at se og dele information. De er især nervøse for landsbybeboernes reaktion i forhold til satellitfoto over deres landsbyer, og ikke mindst, hvad de producerer på deres marker.

Afskedsfrokost og pudsige historier

Torsdag d. 21. maj 2015

Torsdag formiddag tog jeg sammen med Dolly på besøg hos det lokale universitet, Unidad Académica Campesina-Carmen Pampa (UAC-CarmenPampa) for at holde møde omkring IUG’s vandanalyseprojekt. UAC-Carmen Pampa får i næste måned besøg af Emilie og Merete fra projektgruppen, og i den forbindelse havde vi behov for at få svar på de tekniske spørgsmål i forbindelse med indkøb til universitets laboratorie samt spørgsmål omkring nogle mere administrative processer.

Universitet ligger i landsbyen Carmen Pampa, som ligger omkring 40 minutters bilkørsel (sydøst) fra Coroico. Universitet har omkring 900 studerende og fungerer udelukkende via donerede midler. Universitet kæmper i øjeblikket for at holde på de forskellige lærerkræfter, da de har meget lave lønninger.

Vi fik lavet nogle aftaler og projektgruppen på UAC-Carmen Pampa har nu lidt arbejde med at få de sidste aftaler i hus i den kommende uge. Universitet glæder sig meget til at modtage det næste besøg fra os, og jeg håber, at I vil være i stand til at opfylde blot nogle af de planer, som vi har med UAC-Carmen Pampa.

Til frokost havde jeg inviteret de teknikere, som kunne med til en lille afskedsfrokost, og vi valgte mit madssted fra weekendens morgenmad. Det er altid rart, når en tjener bliver glad for at se mig, og det gjorde han her. Under frokosten blev der fortalt mange historier om ofringer til guderne. Det er en begivenhed, som man stadig praktiserer her i Bolivia i dag. De prøvede at bilde mig ind, at der er flere offentlig bygningsværker, som har mennesker begravet i betonen, og at det havde været ofringer, som er blevet forklædt som ulykker. Jeg skal ikke kunne sige, om det er rigtigt, men det er i hvert fald rigtigt, at man gennem filosofien omkring moder jord giver ofringer, som oftest består af madvarer.

Om eftermiddagen vendte vi tilbage til arbejdet og her mødes vi for at forberede mødet med miljønetværket, som vi skulle have næste eftermiddag. Jeg forlod Caritas’ kontorer tidligt for at give dem tid til at forberede deres præsentationer til det møde, vi skulle have med borgmesteren og miljønetværket den følgende dag.

Vores møde med den nye borgmester

Fredag d. 22. maj 2015

Nu var vi alle klar til et møde med den nye borgmester, Richar Escobar Valverde, og han kom kun en halv time senere end planlagt. Det var det første møde, som Caritas havde med den nye borgmester, som bliver indsat d. 30. maj 2015. De præsenterede deres arbejde for ham og de byrådsmedlemmer dukkede op lidt efter lidt. Det sidste projekt var udarbejdelsen af miljøhandlingsplaner i de to sub-centraler. Det var rart at høre, at de meget gerne vil tage aktiv del i aktiviteterne i projektet og meget gerne vil arbejde for at forbedre miljøet i kommunen. Den nye borgmester, som er tidligere landmand, er en lidt generet fyr, som kommer fra en af de landsbyer, som ligger længst væk fra hovedbyen Coroico. Det betyder også, at han vil være nødt til at flytte til Coroico for at kunne bestride sin stilling. Det bliver interessant at følge udviklingen med ham som borgmester og hans nye byråd. I Bolivia er det normalt, at man udskifter alle de ansatte, når de skifter byråd. Det er dog blevet besluttet, at man venter med at udskifte alle ansatte til årsskiftet, og da Caritas arbejder meget tæt med rådhusets teknikere kan denne udskiftning godt påvirke det arbejde, som de skal lave i landsbyerne. Vi sluttede med en frokost og lidt løs snak om al den information de nyvalgte bliver bombaderet med i disse dage. Vi havde bl.a. hørt om kurser hos Bolivias præsident, Evo Morales, samt andre møder i La Paz.

Miljønetværket havde fastsat deres møde til denne dag med start kl. 15. Mødet kom først i gang omkring kl 16, og Caritas skulle præsentere miljøhandlingsprojektet og den del, som skal styrke miljønetværket. Mødet blev en blandet fornøjelse, da der var nogle nye organisationer med. Vi debatterede længe, og fandt ud af, at en styrkelsen af deres netværk ikke er deres vigtigste prioriteter. Vi blev derfor klar over, at hvis dette netværk skal kunne opfylde drømmen om at være den koordinerende organisation for alle landsbyerne i forhold til miljø, skal der arbejdes noget mere på den del, og de skal samtidig selv finde ud af, hvilke rolle de skal spille i Coroico. Det blev klart, at alle aktiviteterne med dette netværk skal styrkes og genovervejes.

Efter dette møde havde Caritas arrangeret en fødselsdagsfest for Silvia. Silvia er italiensk, som i øjeblikket er i praktik i to måneder hos dem. Der blev sunget fødselsdagssang og alle de tilstedeværende sagde alle nogle få ord til Silvia. Så fik vi selvfølgelig fødselsdagskage med farvet æggehvider og ”rigtig” chokolade lavet på kakaobønder, vand og sukker.

Evaluering og på vej mod Danmark

Lørdag d. 23. maj 2015

Lørdag formiddag var byen igen fyldt med mennesker, produkter og biler, m. v., så det var svært at komme igennem menneskemyldret til Caritas. Efter morgenmaden havde vi en kort evaluering af mit besøg, men vi brugte også god tid på at debattere Caritas’ rolle i miljønetværket især med fokus på, hvad er forskellen på en organisation og et netværk. Det blev besluttet, at Caritas i løbet af de næste to måneder skal udarbejde en strategi for deres arbejde med dette netværk samt en tidsplan for pilotprojekt og deres indsats over for miljønetværket.

Vi sluttede formiddagen af med frokost på en vegetarisk restaurant lige uden for byen. Stedet blev valgt selv om, at vi drillede Freddy med, at han nu igen skulle have linsehamburger, da vi havde været der tidligere på ugen. Stedet er kendt for sin vegetariske mad, men flere kommer for at få hjemmelavet is. Jeg fik fornøjelsen af at slutte af med kaffe og citron is. Det smagte utrolig godt.

Efter en del køren rundt i Coroico efter kufferter kom Dolly, Marcelo og jeg endelig afsted til La Paz. På vejene var der mange folk, da det store rejsedag, og mange skal hjem for at besøge deres familier om søndagen. Undervejs mødte vi desuden et par lamaer, som var ude at gå eftermiddagstur på vejen. Det kan være en farlig leg for dem. Jeg er nu landet i La Paz. Jeg har fået købt mig lidt souvenirs, og har sluttet dagen af med en god middag på hotellet.

I morgen formiddag ender mit besøg i Bolivia, og som altid har det været meget spændende og lærerigt at arbejde sammen med Caritas og alle de andre mennesker, som jeg har mødt under mit besøg. Jeg glæder mig dog også til at komme hjem for dele mine oplevelser med jer. Ikke mindst glæder jeg mig til at præsentere jer for Dolly Aliaga, som kommer på besøg i Danmark om fjorten dage.

Miljøprojekt i Bolivia