Støt IUG
Kontakt Bliv medlem
Vidste du at...

mere end 8000 mennesker ikke har adgang til elektricitet på Vestbredden? IUG samarbejder med den palæstinensiske søsterorganisation om et sol– og vindenergi-projekt

En families tryghed - En tryg nats søvn

Rejsebrev fra IUG's frivillige i Haiti, Hanne Holm-Jørgensen, udsendt i samarbejde med ASF – Dansk Folkehjælp.

370 ASF Dansk Folkehjælp (DPA) shelters huser nu haitianske familier i Carrefour. Med omkring 5 personer i hvert shelter betyder DPA’s arbejde i Haiti, at omkring 1500-2000 mennesker ikke længere sover på gaden i telte og under presenninger. Og mange flere vil blive hjulpet de næste måneder.

En mandag for nogle uger siden åbnede vi op for registreringen af personer, som har brug for et shelter. Vi havde fortalt det til to familier i hver sin ende af vores sektor under et feltbesøg samt sat en seddel op på porten til kontoret. Det var alt. Hvem kunne vide, at folk ville campere i gaden i løbet af weekenden, at 5-800 mennesker ville stå som sild i en tønde mandag morgen – masende for at komme først hen til porten – og at politiet måtte tilkaldes for at få styr på de tumultagtige scener?

Det viser vel bare, hvor stort behovet og desperationen er selv nu otte måneder efter, at jordskælvet ramte landet. Vi delte numre ud til de fremmødte og indkalder dem nu til interviews i mindre grupper. Et omstændeligt og tidskrævende arbejde, men når jeg snakker med de folk, der nu bor i et shelter, om livet før og efter de flyttede ind, er det det hele værd.

På en tur rundt i kvarteret med en journalist fra en af vores donororganisationer, besøgte vi blandt andre Jean Jores, ægtemand og far til seks døtre, som har fået bygget to shelters på den grund, hvor hans hus havde været. Familien, som også tæller Jean Jores’ nevø, flyttede ind i slutningen af juli efter at have tilbragt næsten syv måneder på gaden under to presenninger. Da vi ankommer til hans grund, efter at have kravlet over bunker af murbrokker, hører vi musik fra det ene shelter. Jean Jores fortæller: ”Det er min datter, som spiller, når hun er glad, og nu er vores familie glad igen. Selvom vi hører regn om natten, eller hvis jorden begynder at ryste igen, kan vi nu sove trygt”.