Støt IUG
Kontakt Bliv medlem
Den nye brønd i Hangha er placeret ved landsbyskolen. Her skal den indrages i undervisningen, så børnene lærer at vedligeholde den og samtidig får viden om betydningen af rent drikkevand.
Vidste du at...

gennemsnitslevealderen er omkring 40 år i Sierra Leone hvilket er et af verdens korteste

Brønden i Hangha skaber håb for bedre fremtid

Rejsebrev fra projektmission til Sierra Leone med projetleder Hans Østergaard Hansen og Dorte Lindegaard Madsen, Int. koordinator.

Lidt nord for byen Kenema i det østlige Sierra Leone, tæt på grænsen til Liberia, ligger den lille landsby Hangha. På en plads ved landsbyens skole er mange mødt op for at fejre en sjælden glædelig begivenhed. Børn i blå skoleuniformer, kvinder i farverigt tøj og landsbyens officielle ledere – alle er de samlet. Der spores brede smil, begejstring og glæde blandt de forsamlede. Denne dag er da også noget helt særligt, for i dag er dagen, hvor landsbyens indbyggere alle får adgang til rent drikkevand, som langt fra er nogen selvfølge på disse kanter, hvor hvert femte barn ikke kan gøre sig realistiske forhåbninger om at nå ind i voksenalderen. 
 
Men denne oktober morgen er de dystre prognoser afløst af glæde, og da den lokale leder for kvindegrupperne klipper snoren over, er brønden officielt indviet, og muligheden for en bedre fremtid for landsbyens indbyggere, er nu rykket et stort skridt nærmere. 
 
I Sierra Leone er netop adgang til rent drikkevand en af de helt store udfordringer for sundhed og fremskridt, da landets ellers rigelige vandressourcer ofte er forurenet som følge af, at konsum- og spildevand blandes sammen i floder og damme. Det betyder ikke blot en høj børnedødelighed, men også en lang række sundhedsrisici som parasitter, diarre og udslæt – særligt hos børnene. 
 
Det er derfor heller ikke en tilfældighed, at brønden er placeret ved landsbyskolen. Det er nemlig ifølge Dorte Lindegaard Madsen, IUG’s internationale koordinator, en kongstanke, at projektet og viden om rent drikkevand skal integreres i undervisningen.
 
”Netop undervisningsaspektet er så utroligt vigtigt i denne type arbejde, og IUG er derfor utroligt glade for, at vi kunne bygge brønden op ad skolen og inddrage den i børnenes arbejde og undervisning. Helt konkret betyder det, at børnene får praktisk erfaring med at vedligeholde brønde og vandtanke samtidig med, at de får nyttig viden om betydningen af rent drikkevand. På denne måde inddrages børnene, så også de føler ejerskab til brønden på deres skole.”
 
Indvielsen af den ny brønd i Hanga kommer hele landsbyen til gode, men brønden har også en positiv sideeffekt for særligt kvinderne og børnene, da det er dem, som står for at hente vand til familien og for madlavningen. Det frigør i sidste ende tid og kræfter, som forhåbentligt kan anvendes bedre. Under alle omstændigheder markerer brønden i Hanga et lille skridt mod en bedre fremtid.
 
Etableringen af brønden er realiseret med økonomisk støtte fra AQUATEX’s 50 års jubilæum.

Vand, sanitet og skoler i Sierra Leone