login  Dansk English

Ingeniører uden Grænser


News

Beretning fra IUGs udsendte til Haiti, Osama Hamza, 27. maj
uploaded af

Der var endnu et stærkt efterskælv i går. Jeg sad på kontoret ved et bord og snakkede med en af de lokale ingeniører. Ved bordet 3.m væk sad flere folk fra kontoret. Lige pludselig begyndte jorden at skælve, og det føltes som om hele huset blev løftet og rykket 1 m væk. På et millisekund rejser jeg mig op, og kigger på de andre, som også er på vej ud af døren, og på under et sekund var alle løbet ud af bygningen. To minutter senere sad vi igen tilbage, som om intet var hændt... I morges havde vi endnu et lille jordskælv. Det er utroligt hvordan man kan vænne sig til at jorden ryster under sig, og det bliver en del af hverdagen.
 

De seneste to uger har systemet vi iværksatte med at planlægge byggeriet, herunder styring af materialelageret og rollefordelingen mellem de lokale ingeniører båret frugt, hvilket kan mærkes i stemningen hos alle. Byggeteamene er begyndt at konkurrerer med hinanden, og nogle starter kl.6 om morgen og arbejder indtil kl.17 - selvom arbejdsdagen er fra 7-16.
 

Arbejdsflowet flyder rigtig godt. Der er styr på hvor hvert team skal bygge en uge forude, materialerne bliver leveret til dem dagen før de starter. Der er styr på vores lager, så vi altid har det, vi skal bruge af plader, tømmer i forskellige størrelser, tagplader, forskellige søm, samt cement og sand. Det har gjort at stemningen her er utrolig god og glæden ved at føle, at det vi gør virker, hvilket har bredt sig til alle ansatte.

Sidste uge formåede de at bygge 21 shelters, og denne uge bliver det endnu flere. Det har slået genklang i nabolaget, hvor man kan se shelterteams af tømrer og pick-ups med krydsfinerplader og tømmer rende rundt fra gade til gade, fra familie til familie og fra hus til hus dagen lang i nabolaget. Det har fået mange af de trængende familier til at indse at det snart bliver deres tur, og at denne organisation virkelig gør en forskel i området ved at tilbyde familier husly uden at kræve penge eller andet.
 

Jeg er blevet spurgt om jeg kan blive i længere tid. Men selvom jeg nyder utrolig meget hvert sekund med dygtige, flinke mennesker og mærker at man gør en forskel, så har jeg et arbejde og en familie der venter.
 

Men der er stadig over 3 uger tilbage og masser af shelters der skal bygges.
 

Osama Hamza, 27. maj.