Nyheder
32 årig Maskiningeniør, David Arge Malmberg, rejste 23. maj på to ugers tilsynsrejse til Sierra Leone, for at føre fagligt tilsyn med IUGs igangværende projekt i Kenema provinsen og konsolidere samarbejdet med EWB Sierra Leone (SL).

David Arge Malmberg
IUG har med støtte fra Erik Thunes Legat bistået EWB-SL med teknisk rådgivning og økonomisk disponering i forbindelse med opførsel af en skole med tre klasselokaler og etablering af en håndgravet brønd. Begge dele til brug for borgerkrigens ofre og deres børn.
Tilsynsrejsen indbefatter en række møder med repræsentanter fra uddannelsesministeriet, lokale høvdinge, fremtidige lærere og skolelederen o.a. Dertil kommer teknisk supervision iht. det egentlige konstruktionsarbejde ved færdiggørelsen af skolen – herunder deltagelse i selve arbejdet og beslutninger vedr. møblering og fremstilling af inventar. Der bliver også tale om indhentning af statistisk information om de kommende elevers alder, køn, antal, uddannelsesniveau og sociale tilhørsforhold.
Endvidere skal der træffes beslutning vedr. placering og design af endnu en håndgravet brønd og lærerboliger, som IUG håber at kunne yde støtte til senere på året, hvis den økonomiske bevilling falder på plads.
Dansk Flygtningehjælp (DFH) har desuden rettet henvendelse til IUG i forbindelse med et generelt ønske om at intensivere samarbejdet, herunder blandt andet indsatsen i Vestafrika og i landene omkring Afrikas Horn. Tilsynsrejsen skal således også anspore til yderligere projekter i samarbejde med DFH.
Arbejdsområderne vil være inden for vand og sanitet, infrastruktur, skole byggeri og mindre institutionsbyggeri samt miljø og energi projekter
Om sit medlemskab af IUG fortæller David:
Jeg har altid ønsket at bidrage med de kompetencer, som jeg har, i mindre bemidlede dele af verden. Med titlen ”ingeniør” har man - sjovt nok - altid en rygdækning for at have en mening. Dermed bliver man lyttet til og taget alvorligt. Det er mit indtryk, at det er sådan mange steder i verden.
Dette var egentlig min umiddelbare bevæggrund for at uddanne mig til ingeniør. At jeg samtidig er teknik fascineret, og sætter stor pris på en praktisk tilgang til alverdens udfordringer, bekræfter blot, at jeg har valgt rigtigt.
Jeg er ét af tre ben i Sierra Leone projektgruppen, der hhv. består af en senioringeniør, en jurist og mig selv. Denne konstellation har vist sig yderst effektiv. Ansvarsområderne har fordelt sig på en meget naturlig måde, og vi samt projektet har haft stor gavn af synergien.


