login Dansk English

Ingeniører uden Grænser


Liberia

 

Liberias infrastruktur har lidt under 14 års borgerkrig og mange broer, veje og havne er enten ødelagte eller i meget dårlig stand. I februar 2009 sendte IUG to ingeniører til Liberia i 10 uger for at assistere med rådgivning ved konstruktion og genopbygning af broer. Arbejdet er foregået i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp.

Den lange borgerkrig, som sluttede i 2003, har været medvirkende til, at Liberia i dag er et meget fattigt land på trods af store forekomster af bl.a. jernmalm, guld og diamanter. Men netop de mange naturressourcer og kampen om dem har været med til at forlænge borgerkrigen.

Bump på vejen

For IUGs to ingeniører Susanne Andersen og Niels Østergaard begyndte opholdet i Liberia med et besøg i "Ministry of Public Work" for bl.a. at få en fornemmelse af, hvor meget og hvorledes infrastrukturen er på programmet i Liberia. Herefter gik turen via hullede veje til det nordlige Liberia og byen Sanniquellie i Nimba County. Sanniquellie er en by i bushen, med 15-20.000 indbyggere. Byen er omgivet af palmer, bananer og mangoer, og på det lokale marked kan man finde farvestrålende stoffer, frugter og nødder og alt muligt andet. Desværre sluttede Niels Østergaards udsendelse her, da sygdom tvang ham til at rejse tilbage til Danmark.

I Sanniquellie blev Dansk Flygtningehjælps kontor brugt som IUGs base. Dansk Flygtningehjælp arbejder i området med forbedring af infrastrukturen og har flere tiltag i gang. Blandt andet har Dansk Flygtningehjælp startet flere road-brigades op, ansporet de lokale og leveret værktøj såsom trillebøre, skovle etc. En road-brigade er lokale fra et område, som kan have eks. 80 km vej, som de står for at holde i stand. Dette består blandt andet i at holde bevoksning væk fra vejene, hvilket kan være lidt af et arbejde med bushen som nabo, at fjerne træer, der er væltet udover vejene, at fylde huller med grus, at grave grøfter, så vandet ledes væk fra vejene osv. Arbejdet udføres vel at bemærke manuelt. I Liberia regner det 4500 mm om året, i sammenligning regner det ca. 700-800 mm årligt i Danmark (iflg. DMI), så det er enorme mængder, der skal ledes væk.

Små broer har stor betydning

Med alt det vand, der skal ledes væk, er broer også nødvendige, floder og vandløb skal krydses overalt. En bro har ofte stor betydning. En kollapset bro kan afskære flere tusinde mennesker fra omverdenen i en kortere eller længere periode. Samtidig er det væsentligt, at de lokale kan bevæge sig mellem de forskellige landsbyer og sælge deres produkter, at landsbyer har en mulighed for at handle imellem hinanden, så der kan ske en udvikling, og penge skifte hænder.

Teori og praksis

Rådgivningen med tekniske løsninger i forhold til at konstruere broer er ikke bare et spørgsmål om fremgangsmåder, men også et spørgsmål om at få materialer frem. Hvad er der lokalt, og hvad kan anskaffes, hvad der er penge til, og hvad kan transporteres - på de ofte svært fremkommelige veje.

Som IUGs udsendte skulle Susanne Andersen blandt andet føre eftersyn med de broer, der er blevet bygget og bidrage med forslag til forbedringer. I Nimba County har Susanne Andersen udformet guidelines for, hvorledes konstruktionerne kan forbedres, og kvaliteten højnes; det kan være udførelse af betondæk med fald på, forslag til forbedring af støbeprocessen, og hensigtsmæssige udformninger af endeunderstøtninger osv. Samtidig skal de lokale road-brigades lære selv at vedligeholde broerne på forsvarlig vis.

Alt sammen små og store detaljer, som kan forlænge broernes levetid og forbedre forholdene for de lokale.